

- Holdningen er selvfølgelig den, at vi er glade for alt, hvad der kommer. Men hvis vi skal tages alvorligt efter vores lange kamp for at få forbedret forholdene i psykiatrien, skal en stor del af pengene gå til området.
Ordene kommer fra formanden for Landsforeningen SIND, Knud Kristensen, om det satspuljeløft, som regeringen tidligere på ugen offentliggjorde, herunder at psykiatrien især skal tilgodeses, lød meldingen.
I alt får satspuljen tilført et engangsbeløb på 1,6 mia. kr. og et varigt løft på tre mio. kr. Og står det til en række interesseorganisationer, er det kun ret og rimeligt, at det fulde engangsbeløb tilfalder det psykiatriske område.
- Jeg ved godt, at man siger, at foreninger som os aldrig bliver tilfredse. Og jeg er da også kommet til at love kolleger, at lige denne gang brokker jeg mig ikke. For vi er meget glade for, at psykiatrien nu bliver tilgodeset. Men forventningen er også, at det bliver et meget stort beløb, der så går vores vej, siger Knud Kristensen.
Ifølge SIND-formanden er der endnu intet konkret fremme om, hvor stort beløb regeringen vil øremærke til psykiatri-området. Det forventes at blive drøftet i forbindelse med regeringen psykiatri-udspil, som forventes fremlagt i løbet af maj.
Et stort hul skal dækkes
Hos Venstre har finansordfører Peter Christensen dog meldt ud, at partiet gerne ser både engangsbeløb på 1,6 mia. kr. og de øvrige tre mio. kr. gå til psykiatrien, så området i alt får tilført 700 mio. kr. over de næste fire år. Og det forventer generalsekretæren for en anden forening, Bedre Psykiatri, også bliver udfaldet af de kommende politiske forhandlinger.
- Vi kan konstatere, at regeringen har lyttet og fundet det enorme hul, der er i psykiatrien sammenlignet med andre sundhedsområder. Så det står lysende klart, at det fulde beløb går til psykiatrien, men det bliver ikke fyldt op med det alene, siger generalsekretær Thorstein Theilgaard og tilføjer, at han allerhelst så det psykiatriske på finansloven.
En holdning, han deler med både SIND og Psykiatrifonden:
- Satspuljemidlerne er jo midlertidige, og med mere varige midler vil det løfte niveauet i faget. Det er på tide, at psykiatrien bliver tilgodeset, siger bestyrelsesformand for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.
Bedre Psykiatri og Landsforeningen SIND kom for nyligt med et fælles udspil, 'Sådan skaber vi en psykiatri i verdensklasse', hvori et af forslagene er at sætte det psykiatriske område på finansloven og flytte 0,5 pct. af udgifterne fra det somatiske område over til psykiatrien.
- Når der i dag går én krone til bekæmpelsen af fysiske opgaver, går der en tredjedel til kampen mod psykiske lidelser. Flytningen mellem de to områder med 0,5 pct. er en dråbe i havet i forhold til fysiske sygdomme, og det vil ligestille sundheds- og psykiatriområdet økonomisk, siger Thorstein Theilgaard.
Penge skal bekæmpe tvang
I de to foreningers udspil bliver en række områder fremhævet, som en forbedret økonomi i psykiatrien især skal ændre på, herunder brugen af tvang.
Et redskab, der er helt 'middelalder-agtigt', mener Thorstein Theilgaard.
- Vi skal have bragt tvangen ned. Det kan ikke passe, at der i én ud af fem tilfælde i psykiatrien bliver brugt tvang. Det stemmer ikke overens med resten af samfundets generelle syn og behandling af mennesker, siger han.
Derfor har psykiatriforeningerne i bred udstrækning også appelleret til politikerne om, at der indføres et forbud mod bæltefiksering af børn og unge i psykiatrien. Men det skal ske hånd i hånd med øgede midler til opnormering og kompetenceløft hos personalet, siger Thorstein Theilgaard.
- Vi tror på, at man politisk bliver nødt til at fratage personalet nogle muligheder (som tvang, red.) for på den måde at nå andre behandlingsmetoder. Det virker, viser mange undersøgelser. Men det kræver, at der er råd til at gå andre veje.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.