Flere drab begået af psykisk syge kunne måske være undgået, hvis behandlingen af de pågældende havde været i orden. Det viser en rapport fra januar fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet, som Politiken har fået aktindsigt i.
Rapporten undersøger sammenhængen mellem psykiatrisk behandling og kriminalitet som drab, drabsforsøg, grov vold og voldtægt.
Retspsykiater og overlæge Gitte Ahle har undersøgt de i alt 218 mentalerklæringer fra andet halvår af 2016, som er blevet brugt til retssager. Erklæringerne har det til fælles, at de alle konkluderer, at personen var sindssyg i gerningsøjeblikket. Dermed er de ikke egnet til almindelig straf og burde i stedet dømmes til behandling.
Ifølge rapporten fik personen i 74 pct. af sagerne 'utilstrækkelig psykiatrisk behandling' i tiden op til forbrydelsen. Det vurderes også, at den utilstrækkelige behandling 'er en risikofaktor for kriminaliteten'.
Regioner har bedt om rapport
Rapporten omhandler syv drab og seks drabsforsøg. I 11 af de 13 sager vurderes behandlingen at have været utilstrækkelig, inden personen begik forbrydelsen.
- Vores vurdering er, at hvis de pågældende patienter havde fået en tilstrækkelig psykiatrisk behandling, så kunne man formentlig have undgået seks drab og fem drabsforsøg, siger Gitte Ahle til Politiken.
- Samlet er vurderingen i tre ud af fire sager, at kriminaliteten muligvis kunne være forebygget med en bedre behandling.
Det er de fem regioner, der har bedt Retspsykiatrisk Klinik om at lave rapporten.
- Dybt alvorligt
Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for psykiatriudvalget i Danske Regioner, mener, at 'det er dybt alvorligt'.
- Rapporten viser, at vi svigter de her mennesker og de ofre, der bliver af den begåede kriminalitet, siger hun til Politiken.
Formanden bakkes op af sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
- Regionerne har ikke ud af deres egen økonomi løftet psykiatrien de sidste ti år. Alle de løft, der er sket af psykiatrien, kan henføres til konkrete, øremærkede aftaler på Christiansborg. Og det er der, det store svigt ligger, siger ministeren til Ritzau.
Sophie Hæstorp Andersen påpeger over for Ritzau, at sagen 'er for vigtig til abekasteri', men erkender, at styrkelsen af den intensive psykiatri ikke har haft nok politisk fokus.
- Det er en situation, vi har drøftet igennem flere år. Særligt efter, at vi så flere sager, hvor psykisk syge begik vold og drab. Og derfor bad vi også Retspsykiatrisk Klinik om denne her undersøgelse for at finde ud af, hvor kæden hopper af i forhold til de her mennesker, siger formanden og understreger, at regionerne tager rapporten meget alvorligt og kommer med forslag til forbedringer inden sommer.
Ritzau / ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.