
SYDDANMARK: Krigsveteraner med PTSD fra Kolding, Fredericia og Vejen kommuner får nu mulighed for at få mere hjælp til at finde sig et job, der matcher deres individuelle behov.
Regionsrådet sagde mandag ja til, at Region Syddanmarks Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Vejle starter et to-årigt pilotprojekt op.
Her vil afdelingen i samarbejde med veterankoordinatorer fra de kommunale jobcentre finde ud af, hvad der skal til, for at flere veteraner med PTSD kan få foden ind hos en arbejdsgiver.
Fra få timer til fuld tid
Jobbene, som veteranerne vil blive hjulpet i gang med, kan være alt lige fra et praktikforløb hos en virksomhed til fleksjob, revalidering eller et job på helt almindelige vilkår alt afhængig af, hvad veteranen har brug for.
Udvalgsformand Bo Libergren (V) fra Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark glæder sig over, at projektet nu bliver en realitet og til at få mere viden om veteranernes behov:
- Vi har i Region Syddanmark en ambition om at hjælpe så mange som muligt med en psykisk sygdom i gang med et arbejde. Og man kan vel også sige, at vi har en særlig forpligtelse over for vores veteraner. Derfor håber jeg, at vi med projektet både kan hjælpe den enkelte veteran samtidig med, at vi kan høste værdifuld viden om, hvad der virker, så vi på længere sigt kan bruge den viden i hele landet.
40 veteraner med PTSD i job
I første omgang er det jobcentrene i Fredericia, Kolding og Vejen, der deltager i projektet, og regionen regner med, at 13 krigsveteraner med PTSD fra de tre kommuner kommer i beskæftigelse.
Allerede om et år udvides projektet, så jobcentrene i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg kommuner også kommer med. Her er forventningen, at det vil føre til, at 27 veteraner med PTSD kommer i gang med et job.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.