
Yderligere 295 danskere er bekræftet smittet med covid-19. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI). Tallene vurderes at være underestimerede, da opgørelsen på grund af tekniske problemer kun dækker over 19 og ikke 24 timer som normalt.
Der er kommet svar på knap 130.000 prøver, hvilket betyder, at 0,23 pct. af dem har været positive for covid-19. Dermed fastholdes lørdagens lave niveau stort set. Her var positivprocenten den laveste siden slutningen af august.
Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, glæder sig over smittetallet med hæfter sig ved, at de har været usædvanlig lave de seneste to dage. Han peger på, det kan skyldes problemerne omkring lyntest, der ikke indgår i opgørelsen fra SSI. I store dele af landet stod SOS International for opgaven, men de er blevet opsagt efter en række problemer med en underleverandør.
25 nye indlæggelser
Af den daglige opgørelse fremgår det, at der er sket 25 nye indlæggelser af smittede. Det samlede antal indlagte stiger dog kun med en, så der nu er 309 coronapatienter på hospitalerne. Det skyldes, at der også er sket udskrivelser. Derudover er otte smittede døde. Det vides dog ikke, om de har været indlagt på hospitalet. 65 af de indlagte ligger på landets intensivafdelinger, og af dem er 44 tilkoblet en respirator. Lørdag var tallene henholdsvis 64 og 45.
Samtidig er vaccinestatus nu, at der er givet tæt på 400.000 stik. 167.506 danskere har fået to stik med en vaccine og er derfor færdigvaccinerede, mens yderligere 63.012 har fået det første stik. 951 flere danskere har dermed fået andet stik siden lørdag, mens 5.603 har fået det første stik med en af de tre godkendte vacciner.
18 kommuner under bekymringsgrænse
Når man kigger på, hvordan smitten fordeler sig på kommuneniveau, er 18 kommuner nu kravlet under bekymringsgrænsen for smitte. Langeland, Samsø og Læsø har nul smittede med coroana. Ishøj, der har 315 smittede per 100.000 indbyggere topper listen med længder, men der er dog syv kommuner, som også har mere end 100 smittede per 100.000 indbyggere.
I Ishøj patruljerer Københavns Vestegns Politi ekstra meget i øjeblikket på grund af de høje smittetal, og de vil særligt holde øje med, om de forretninger, der må holde åbnet, gør det på en sikker måde. Det vil også sikre, at de butikker, der ikke må tage imod kunder, holder lukket, og at folk husker at bruge mundbind.
I en række kommuner går det i mellemtiden i den rigtige retning, og i alt 18 kommuner er under kommunernes bekymringsgrænse på 20 smittede per 100.000 indbygger.
Ritzau / eo
Se listen:
- Norddjurs: 18,9 smittede per 100.000 indbyggere (7 tilfælde i absolutte tal).
- Ringkøbing–Skjern: 17,7 (10).
- Aabenraa: 17,1 (10).
- Ærø: 16,8 (1).
- Mariagerfjord: 16,8 (7).
- Holstebro: 15,4 (9).
- Vordingborg: 15,4 (7).
- Viborg: 14,5 (14).
- Nordfyns: 13,5 (4).
- Haderslev: 12,6 (7).
- Favrskov: 12,4 (6).
- Hjørring: 10,9 (7).
- Rebild: 10 (3).
- Halsnæs: 9,6 (3).
- Bornholm: 2,5 (1).
- Langeland: 0 (0).
- Samsø: 0 (0).
- Læsø: 0 (0).
Kilde: Statens Serum Institut.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.