
- Det er blevet bedre, men vi har nogle områder i Danmark, hvor der simpelthen er for få øjenlæger, og hvor det er svært at få rekrutteret øjenlæger til.
Sådan lyder det fra formanden for Danske Øjenlæger Steffen Heegaard til DR Nordjylland oven på en ny rapport, der viser at flere landsdele slås med at få nedbragt ventetiden på behandlinger.
Rapporten er lavet af Dansk Blindesamfund og optikerkæden Louis Nielsen, og her kan man se, at man i både Region Nordjylland og Sjælland må vente længe på at få en ikke-akut behandling.
I Nordjylland må patienter vente 31 uger, mens tallet for Sjælland er 23. Modsat skal man kun vente 14 uger i Region Hovedstaden.
Risikerer dårligere slutresultat
Tallene får Danske Øjenlæger til at sende en opfordring til regionerne om at få bragt ventetiden ned i de regioner, hvor det ser værst ud.
- Hvis man kunne få øget fokus på det, synes vi som øjenlæger og organisation, at det vil være rigtig godt, siger Steffen Heegaard.
For langt de fleste gør det ikke nogen nævneværdig forskel, at de må vente længe på en behandling, men i få tilfælde kan det være problematisk, siger professor i øjensygdomme ved Aarhus Universitet Jesper Hjortdal.
- Risikoen er jo, at man med en forsinket behandling får et knap så godt slutresultat, som det man ellers ville have fået, siger han.
Det kan potentiel gå ud over synet og betyde, at man ikke kan bevare sit kørekort eller bliver ringere til at læse, fordi man ikke når at give den behandling, der er brug for, siger han.
I alvorlige tilfælde ved symptomer på eksempelvis grøn stær hvor det kan gå meget stærkt, vil øjenlægerne dog sørge for, at patienterne kommer foran i køen, så ventetiden ikke resulterer i alvorlige konsekvenser, lyder det fra Jesper Hjortdal.
Ned til fire uger i yderområder
I Region Nordjylland hæfter regionsrådsformand Ulla Astman (S) sig ved, at der trods den gennemsnitlige ventetid er klinikker i landsdelen, hvor det er muligt at komme hurtigere til.
- Der er klinikker med relativt lave ventetider i både Vendsyssel, Aalborg og Thy-Mors området, så der er altså mulighed for at komme til inden for relativ kort tid og også inden for relativ kort afstand for de fleste borgere, siger hun til DR Nordjylland og tilføjer, at nogle steder er det muligt at komme til i regionen på under fire uger.
På landsplan er den gennemsnitlige ventetid for en ikke-akut tid hos en øjenlæge 19 uger.
Gennemsnitlige ventetider for en ikke-akut behandling hos øjenlæger i de forskellige regioner i 2017:
Region Hovedstaden: 14 uger
Region Syddanmark: 17 uger
Region Midtjylland: 19 uger
Region Sjælland: 23 uger
Region Nordjylland: 31 uger
Kilde: Status for Øjensundhed i Danmark, Dansk Blindesamfund og Louis Nielsen / Sundhed.dk
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.