Der bliver mangel på sosu'er til at arbejde i ældreplejen i fremtiden, og i regeringen har man blandt andet taget initiativer til at hente arbejdskraft i udlandet. Forskningsprofessor peger på, at der er et stort potentiale, hvis man kan få de velfærdsmedarbejdere, der har forladt deres fag, tilbage. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sosu'er forlader faget til fordel for fag med færre sygemeldinger

En ny analyse viser, at mange sosu'er, sygeplejersker, politi- og fængselsbetjente søger væk fra deres fag og mod et bedre arbejdsmiljø.  

For mange ansatte i social- og sundhedssektoren melder en trang til at lave noget helt andet sig i løbet af karrieren. Mange reagerer på det og får et nyt job i et andet fag, hvor arbejdsmiljøet er bedre.

Det viser et nyt forskningsprojekt fra Rockwool Fonden.

Projektet har set nærmere på fire grupper af velfærdsmedarbejdere i det offentlige - sosu'er, sygeplejersker, politibetjente og fængselsbetjente.

- Der er en meget stor andel af de her fire grupper, der ikke arbejder inden for det fag, de er uddannet til, i det offentlige, siger Jakob Arendt, forskningsprofessor ved Rockwool Fonden.

Analysen viser, at det gælder for omkring 50.000 personer, herunder næsten 27.000 sosu'er.

- Alle fire grupper søger mod arbejdspladser, hvor de har en lavere arbejdstid, men bedre arbejdsmiljø, forstået på den måde, at der er en markant lavere andel, der får sygedagpenge.

- Tre af grupperne tager et løntab, når de skifter, siger Jakob Arendt.

Forskerne har set på mønstre i de fire professioner i årene 2009-2023. Ifølge analysen gik fængselsbetjente gennemsnitligt mest ned i løn, da de forlod deres fag, herefter sosu'er og sygeplejersker.

Kun politibetjentene steg i gennemsnit i løn, når de skiftede profession, primært fordi de fik bedre betalte job i den private sektor, for eksempel med takseringsarbejde i forsikringsselskaber.

Analysen bygger på data, fra før sosu'er, sygeplejersker og fængselsbetjente fik et ekstraordinært lønløft som følge af en trepartsaftale.

Debatten vil blive større

Især mangel på social- og sundhedsuddannede indenfor ældreplejen har fyldt meget i den offentlige debat i de senere år. Ifølge regeringen vil der mangle op mod 23.800 sosu-assistenter og -hjælpere frem mod 2035.

En del af løsningen har været at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Senest var daværende ældreminister Mette Kierkgaard (M) i Kerala i Indien 8. januar i år, hvor hun underskrev en aftale, der skal sikre en tilstrømning af indiske sosu-medarbejdere til Danmark.

- Debatten om rekrutteringsproblemer i det offentlige vil formentligt blive større i årene fremover, hvor vi ofte har fokus på udenlandsk arbejdskraft som en løsning, siger Jakob Arendt.

- Men den her analyse viser, at der også er et potentiale blandt borgerne her i landet. Der er mange med de relevante fagligheder, som ikke arbejder med deres fag, primært fordi de har en præference for et bedre arbejdsmiljø.

Tanja Nielsen, sektorformand for Social og Sundhed i fagforbundet FOA, genkender tendensen.

Ifølge Tanja Nielsen handler det blandt andet om, at de ansatte bliver udbrændte af at gå på kompromis med deres faglighed, når der er for travlt og ikke kollegaer nok.

- At man ikke yder den bedst mulige omsorg, pleje og behandling for de borgere, der har brug for det, fordi tiden er knap. Det er der ingen mennesker, der kan holde til i længden, og det er det, der slider allermest i det her job, siger hun.

Godt arbejdsmiljø på ønskelisten

I øjeblikket forhandles der nye overenskomster for offentligt ansatte, herunder sosu'erne. Ifølge Tanja Nielsen står bedre arbejdsmiljø højt på ønskelisten, når FOA indsamler krav fra medlemmerne.

- Men det, allerflest ønsker sig, er flere kollegaer, siger hun.

Hos arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL) siger formanden for KL's Løn- og Personaleudvalg, Sofia Osmani, at rekruttering er et stort fokusområde i de igangværende overenskomstforhandlinger.

- I kommunerne er vi enormt optagede af rekrutteringsudfordringerne i velfærdsfagene.

- Derfor har vi i årevis fokuseret på at tiltrække mere arbejdskraft til især social- og sundhedsområdet og holde på de dygtige medarbejdere, vi allerede har, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/sosu-er-forlader-faget-til-fordel-for-fag-med-faerre-sygemeldinger

GDPR