Medarbejdere på sygehuse må i langt højere grad end tidligere arbejde over for at få opgaverne løst.
For eksempel har social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne i regionerne haft 1,7 millioner ekstra timer i form af overarbejde og frivilligt ekstraarbejde, såkaldte FEA-vagter, det seneste år. For begge grupper er der tale om mere end en fordobling sammenlignet med to år tidligere.
Det viser beregninger på baggrund af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som Fagbladet FOA har fået trukket.
- Arbejdspresset i det danske sundhedsvæsen er flere steder højt. Spørgsmålet er, hvordan vi kan rekruttere endnu bedre, end vi kan i dag og også skabe det attraktive arbejdsmiljø, der gør, at folk bliver fastholdt, siger Heino Knudsen (S), formand for Region Sjælland og for løn- og praksisudvalget i Danske Regioner.
Som forklaring på den store stigning i overarbejde peger han på sygeplejerskekonflikten og coronapandemien. Derfor har det været ‘guld værd’, at medarbejdere har påtaget sig ekstraarbejde for at afvikle de pukler, som er skabt, siger Heino Knudsen.
Søvnbesvær og uro
Det øgede arbejdspres kommer med en pris. Det understreger klinisk psykolog Lene Bech Jeppesen, der de seneste 15 år har arbejdet på arbejdsmedicinske klinikker.
Hun er i dag ansat på sygehuset i Herning, hvor de tydeligt mærker en stigning i antallet af patienter, der arbejder på sygehuse og i ældreplejen.
- Det er i særlig grad social- og sundhedspersonale, sygeplejersker og serviceassistenter, som er pressede. De døjer typisk med søvnbesvær og varig uro i kroppen, og så får de ikke den nødvendige restitution. De risikerer at miste overblikket og lave fejl, siger Lene Bech Jeppesen.
Koster regionerne dyrt
Også regionernes ambulancepersonale og portører har på to år oplevet en fordobling eller endnu mere i mængden af overarbejde og frivilligt ekstraarbejde.
Og med den stigning følger også en stor ekstraregning, viser tallene fra KRL.
Det seneste år har udgifterne til tillæg for ekstra timer og ændrede vagtplaner på sygehusene kostet regionerne 1,45 milliard kroner. Det er en merudgift på 577 millioner kroner sammenlignet med to år tidligere.
I FOA er forbundsformand Mona Striib ikke bleg for at kalde sundhedsvæsenet for 'mere presset end nogensinde'. Men hun oplever lige nu, at der er politisk lydhørhed over for reelle forandringer:
- Der er intet quick fix. Det er et langt sejt træk, men vi skal se resultater. I stedet for at bruge penge på eksterne vikarbureauer skal man blandt andet satse på at give de faste medarbejdere flere timer og bedre arbejdsvilkår, så man ikke løber skrigende bort fra sit fag.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.