
Regeringen ventes i næste uge at fremlægge et udspil om fritidsjob, der skal luge ud i reglerne, så unge kan varetage flere arbejdsopgaver.
Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) i et fællesinterview til Jyllands-Posten.
- I vores iver for at beskytte unge mennesker er det blevet meget, meget, meget besværligt overhovedet at have et fritidsjob, siger Troels Lund Poulsen til avisen.
Jyllands-Posten nævner i flæng en række af de regler, der gælder for ungarbejdere på det danske arbejdsmarked. For eksempel må en ungarbejder gerne rydde op i en børnehave, men må ikke sætte frugt frem til børnene.
Og hvis man ikke har afsluttet 9. klasse, må man ikke betjene en softicemaskine. Avisen skriver, at det netop er en af de ting, der skal ændres ifølge regeringens udspil.
At føle sig værdsat
I interviewet med Jyllands-Posten præciserer regeringstoppen, at for eksempel unges mistrivsel og ungdomskriminalitet kan afbødes, hvis man som ung har et fritidsjob.
Lars Løkke Rasmussen nævner blandt andet, at man lærer at føle sig værdsat, at en indsats belønner sig, og at man lærer at tage imod en ordre.
Det nye udspil kan meget vel øge arbejdsglæden hos de unge, lyder det fra Anders Just Pedersen, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Det er også glædeligt, at de unge nu får lov til at anvende udstyr som en elektrisk skruemaskine. Det vil være med til at gøre arbejdet mere spændende og give de unge et bedre arbejdskendskab, siger han.
Han tror, at det vil være med til at få flere unge i fritidsjobs i industrien.
Det lyder dog ikke fra regeringstoppen i interviewet med Jyllands-Posten, at den forventer, at det vil give de store ændringer i arbejdsudbuddet.
Hvilke regler der helt konkret skal luges ud i regeringens fremtidige fritidsjobudspil er endnu uklart.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.