
AALBORG: Lektor Rogerio Pessoto Hirata fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet har modtaget 802.721 kr. fra Trygfonden. Donationen går til en indsats, der skal nedbringe ensomhed og forbedre ældre borgeres mentale og fysiske helbred gennem online danseundervisning, oplyser fonden.
Projektet skal gennemføres i Aalborg Kommune, hvor forskerne vil måle deltagernes livskvalitet og grad af ensomhed før og efter et tre måneder langt online danseprogram. Også deres fysiologiske tilstand - fx blodtryk, fedtprocent og postural kontrol, det vil sige evnen til at holde eller genvinde balancen, skal evalueres.
I forvejen har universitetet et samarbejde med kommunen omkring et ph.d-projekt med træning for ældre, og det er nogle af de erfaringer, der skal bygges videre på i det nye projekt. Udgangspunktet for danseprogrammet er faktorer, som forskerne mener er vigtige i forhold til de ældre - både når det kommer til balance, muskelstyrke og det rent kognitive.
- Hvis jeg beder ældre mennesker om 'en-to-tre-drej', så er der en forskningsmæssigt baggrund for, hvorfor vi gør på den måde, siger Rogerio Pessoto Hirata til DK Nyt.
I gang efter corona
Det igangværende ph.d.-projekt blev delvist afbrudt, da corona gjorde sit indtog, og netop det har været med til at afføde ideen om online danseundervisning, der forhåbentlig kan være med til at holde de ældre aktive og sociale.
- Covid er ikke kun et fysisk, men også et mentalt problem. Feedback fra ph.d.-projektet var, at dans gjorde folk glade, og mental sundhed vigtigt. Folk har brug for hjælp til at komme i gang igen, siger Rogerio Pessoto Hirata.
Præcis hvordan online-undervisningen skal foregå, har forskerne ikke lagt sig fast på endnu, men det er afgørende, at det bliver så nemt som muligt for de ældre og på en måde, der passer til dem.
- Det skal ikke kun være live-online, så man ikke kan deltage, hvis man lige skal hente børnebørnene. Det skal være så tilgængeligt som muligt, siger lektoren.
Og det skal heller ikke kun være online, for efter et par måneder foran skærmen derhjemme er der måske nogle, der får lyst til at komme ud og danse sammen med andre.
- Men det skal føles godt. Vi skal ikke presse dem, siger Rogerio Pessoto Hirata.
Selve forskningsprojektet vil omfatte 50 ældre i Aalborg Kommune, og programmet skal udvikles i samarbejde med Foreningen for Integreret Moderne Dans, der både har erfaring med dans til forskellige målgrupper og onlineundervisning. Det eneste kriterie for de ældre forsøgspersoner er, at de skal kunne følge danseprogrammet.
Projektet begynder næste sommer og løber et år frem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.