
Hvad er det, der især driver og motiverer medarbejderne i den offentlige sektor? Svarene på det er vigtige, hvis den offentlige sektor også i fremtiden skal være et attraktivt sted at arbejde, mener Danske Regioner og KL, der derfor sammen med Medarbejder- og Komptencestyrelsen og Finansministeriet står bag en undersøgelse af ansattes motivation til at arbejde i det offentlige.
30.000 tilfældigt udvalgte medarbejdere i den offentlige sektor blevet bedt om at svare på spørgsmål, og nu skal undersøgelsens resultater understøtte arbejdet med at videreudvikle de offentlige arbejdspladser, så de også i fremtiden er attraktive.
Undersøgelsen viser blandt andet, at de offentligt ansatte i høj grad er drevet af at løse opgaverne godt og af at gøre noget godt for samfundet. Men de er også drevet af at hjælpe de brugere og borgere, som de møder i deres arbejdsliv.
Menneskekontakten vejer
Parterne bag undersøgelsen pointerer, at de opgaver, som offentligt ansatte løser, har stor samfundsmæssig betydning, og at sektoren er kendetegnet ved fagligt stærke og dedikerede medarbejdere.
- Hver dag løfter vores medarbejdere i sundhedsvæsenet et stort ansvar og gør en stor forskel for patienter og pårørende. Det er et krævende arbejde, men selve arbejdet og den direkte kontakt til patienterne er samtidig en uhyre vigtig kilde til motivation og arbejdsglæde, viser undersøgelsen. Det ligger mig derfor meget på sinde, at vi gør alt, hvad vi kan for at bygge videre på det positive afsæt. Medarbejdermotivation og patienttilfredshed går nemlig hånd i hånd og er hinandens forudsætninger, siger formand for Løn- og Praksisudvalget i Danske Regioner Heino Knudsen.
Mindre tilfredshed med lønnen
Når det kommer til lønnen i den offentlige sektor, så er en lille tredjedel af de adspurgte tilfredse med lønnen, mens 44 pct. har svaret "helt uenig" eller "overvejende uenig" på spørgsmålet om, om de er tilfredse med lønnen. Svarene viser også, at over halvdelen af de offentligt ansatte er uenige i, at deres løn er rimelig ift. indsats og præstationer.
Offentligt ansatte i generel offentligt administration, ungdoms– og videregående uddannelser, teknik, kultur, erhverv og øvrige samt grundskole oplever højere tilfredshed med lønvilkår, end øvrige offentligt ansatte, konkluderer undersøgelsen bl.a. I den lave ende med tilfredsheden ligger dagtilbud, ældre og sundhed og psykiatri.
KL hæfter sig dog ved, at meningsfuldhed i arbejdet har meget stor betydning for medarbejdernes samlede motivation.
- Det glæder mig, at undersøgelsen bekræfter det, vi allerede ved: At det er meget meningsfuldt at være offentligt ansat, og at det har stor betydning for medarbejdernes motivation. Undersøgelsen viser, at især ansatte i dagtilbud, grundskolen og på ældreområdet oplever, at deres arbejde er meningsfuldt. Hver dag yder de en kæmpe indsats for vores velfærdssamfund, og derfor er det afgørende, at vi kan give dem arbejdspladser, der er attraktive, og som hele tiden udvikler sig. Det skal resultaterne fra undersøgelsen hjælpe med at give os inspiration til, siger formand for KL’s løn- og personaleudvalg Michael Ziegler.
Medarbejderne er kernen
Også skatteminister Jeppe Bruus understreger, at viden om, hvad der engagerer og motiverer medarbejderne, er vigtig.
- Medarbejderne er kernen i den offentlige sektor, og undersøgelsen giver os et vigtigt indblik i hvad, der engagerer og motiverer i dagligdagen ude på arbejdspladserne. Resultaterne viser, at de offentligt ansatte i høj grad er motiverede af selve det at løse opgaverne og af at gøre en positiv forskel, både for den enkelte borger og for samfundet generelt. Dét skal vi værne om, siger han, og tilføjer.
-Motivationsundersøgelsens resultater skal bidrage til, at vi i fællesskab udvikler bæredygtige og attraktive arbejdspladser på det statslige område. Det er afgørende for, at vi fastholder vores dygtige medarbejdere og står stærkt, når vi rekrutterer nye, siger Jeppe Bruus.
Undersøgelsen er gennemført i efteråret 2021 og er udarbejdet af Nationalt Partnerskab for Ledelse og Kompetencer med bidrag fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse. Den indgår i Aftale om Ledelse og kompetencer fra 2019.
Læs her Rapporten "Offentligt ansattes motivation" og Teknisk appendiks.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.