Vive har i et samarbejde med professor Ole Helby Petersen fra Roskilde Universitet for første gang undersøgt, hvordan det går, når private opfører sygehuse i et såkaldt OPP. Evalueringen peger på, at det private byggeri har bedre kvalitet og æstetik og er blevet leveret til tiden, mens det rent økonomisk har været dyrere for regionen. Evalueringen løb fra 2012-2018 og er foretaget for Region Syddanmark.
- Der er stor opmærksomhed omkring, hvorvidt det giver bedre og billigere byggeri, når man lader private stå for at bygge og drive offentlige anlægsprojekter, frem for at det offentlige selv agerer bygherrer. Denne undersøgelse viser, at OPP-byggeriet har en højere byggeteknisk og æstetisk kvalitet, men at omkostningerne til projektet omvendt ser ud til at være højere, siger projektchef Ulf Hjelmar fra Vive.
Der er flere fordele ved det private byggeri - men økonomien trækker den anden vej. Vives undersøgelse peger på flere fordele ved det private sygehusbyggeri i Vejle, men understreger også, at det økonomisk ikke har været en fordel:
Højere kvalitet af byggeriet. Det kom blandt andet til udtryk ved den byggetekniske gennemgang foretaget et år efter overdragelsen af byggeriet.
Æstetisk smukkere løsning. Særlig fremhæves det, at man indendørs i det private sygehusbyggeri har valgt løsninger, der bidrager til at skabe hjemlige og varme rammer om behandlingen.
Færdigt til tiden. I Aabenraa var byggeriet ni måneder forsinket, mens det blev færdiggjort til tiden i OPP-projektet i Vejle.
Dyrere løsning. OPP-byggeriet i Vejle har været dyrere at anlægge og drive end det traditionelt udbudte sygehusbyggeri i Aabenraa.
- Dette eksempel viser, at OPP har været en dyrere løsning, men man har fået et bedre byggeri, som blev leveret til tiden og inden for budgettet. Det skyldes blandt andet, at den private part har ansvar for både byggeri og efterfølgende drift. Det giver et stærkt incitament til at levere et byggeri i god stand og til tiden, siger Ulf Hjelmar.
Ingen økonomiske fordele
Der var ikke nogen økonomiske fordele ved det private byggeri. Vives undersøgelse viser, at OPP-byggeriet pr. kvadratmeter har haft større udgifter til anlæg og den løbende drift. Dertil kommer, at når kontrakten med OPP-konsortiet udløber i 2041, skal regionen betale en engangsydelse for at overtage bygningen.
- Når man medregner udgiften til at overtage byggeriet, bliver OPP-modellen i Vejle noget dyrere end det offentlige byggeri i Aabenraa, understreger professor Jakob Kjellberg, Vive, der har stået for den økonomiske analyse.
Vives evaluering af de to sygehusbyggerier giver et indblik i forskellen på offentlig-privat partnerskab og traditionelt byggeri. Men da undersøgelsen kun vedrører to byggerier og én specifik model for OPP, kan undersøgelsen ikke direkte generaliseres til andre OPP-modeller eller andre områder, hvor man anvender OPP.
MG
Sådan fungerer OPP
- Vive har kigget på byggeriet af to psykiatriafdelinger i Vejle og Aabenraa. Byggeriet i Vejle blev gennemført som et OPP, mens byggeriet i Aabenraa blev opført som at traditionelt anlægsprojekt. OPP-modellen i Vejle indebærer, at et privat OPP-konsortium har det samlede ansvar for at finansiere, projektere, anlægge, drive og vedligeholde byggeriet i 25 år.
- Det er således dem, der anlægger byggeriet, der også efterfølgende har ansvar for at vedligeholde det, holde det rent, drive kantine m.m. Det offentlige lejer sig ind i bygningen og har udelukkende ansvar for den kliniske drift.
- Efter 25 år overtager det offentlige byggeriet og betaler en overtagelsespris, som tager højde for bygningens stand og værdi på det tidspunkt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.