
MIDTJYLLAND: En ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen forsøger nu at rede trådene ud i en faglig strid om, hvordan man skal undersøge lunger ved en minimal mistanke om kræft.
Vejledningen kan læses som både godt og dårligt nyt for Diagnostisk Center ved Regionshospital i Silkeborg, som i en årrække har brugt lavdosis-scanninger som et bedre alternativ end røntgen til at undersøge lunger, når der ikke var særlig mistanke om kræft.
Sundhedsstyrelsen kom sidste år med en udmelding, som af ledelsen i Hospitalsenhed blev tolket sådan, at man altid skal bruge fuld CT-scanning ved selv den allermindste mistanke om kræft.
Derfor blev 110 patienter, som havde fået lavdosis-scanning i Silkeborg, i foråret genindkaldt til fuld CT-scanning, og den ledende overlæge Ulrich Fredberg, som var uenig i beslutningen, måtte underskrive en fratrædelsesaftale. Det gav masser af ballade på sygehuset, hvor det meste af personalet bakkede op om Fredberg, som i parentes bemærket også sidder i regionsrådet for Venstre.
Plads til lægefagligt skøn
Siden har formanden for Dansk Lunge Cancer Gruppe, Torben Riis Rasmussen, som stod bag anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, understreget over for fagmediet Onkologisk Tidsskrift, at man altid bør lave en konkret vurdering og ikke automatisk henvise til fuld CT-scanning ved selv den mindste mistanke om lungekræft.
Samme pointe fremgår nu også af den nye supplerende vejledning, som DK Nyt har fået udleveret fra Sundhedsstyrelsen.
"Når det i pakkeforløb for lungekræft er beskrevet, at lægen ’bør overveje’ CT-skanning med kontrast af brystkasse og øvre del af maven, betyder det ikke, at henvisningskriterierne generelt kan afviges. Det er anført for at give plads til et konkret lægefagligt skøn, således at lægen i helt særlige tilfælde f.eks. skal vurdere, om alternativer til CT-scanning skal overvejes pga. kontraindikationer hos den konkrete patient, eller om andre diagnoser end lungekræft kan være relevante, og derved måske tilsige, at der henvises til en anden type undersøgelse eller behandling," hedder det i den nye vejledning.
Altså opbakning til Fredbergs synspunkt om, at en minimal mistanke om lungekræft godt kan gradbøjes. Samtidig slås det fast, at det er den billeddiagnostiske afdeling, der på baggrund af lægens henvisning afgør, hvilken undersøgelse der skal tilbydes.
Mangler dokumentation for lavdosis
Men omvendt er der ikke opbakning i Sundhedsstyrelsens nye vejledning til generelt at bruge lavdosis-scanninger, som man har gjort i Silkeborg.
"Styrelsen er opmærksom på, at der er forskellige traditioner på tværs af landet i forhold til, om der tilbydes røntgenundersøgelse af lunger eller CT-skanning. Styrelsen understreger desuden, at der mangler robust dokumentation for, om der generelt bør tilbydes lavdosis CT-skanning i sådanne situationer," hedder det.
Styrelsen skriver, at det kan være relevant at overveje en mere systematisk udbredelse af nye billeddiagnostiske tilbud ved udredning af lunger.
"Men det skal indskærpes, at såfremt der systematisk indføres nye indikationer for f.eks. lavdosis CT-skanning, så gælder en række faglige rammer."
Styrelsen nævner blandt andet, at balancen mellem gavnlige og skadelige virkninger skal dokumenteres, før en ny metode tages systematisk i brug, fx ved at udarbejde en medicinsk teknologivurdering, MTV.
Ifølge Onkologisk Tidsskrift foreslog Dansk Selskab for Almen Medicin på et møde tilbage i juni, at Sundhedsstyrelsen skulle igangsætte en MTV, men det afslog Sundhedsstyrelsen på grund af prisen på omkring en mio. kr.
Ifølge tidsskriftet har professor i Almen Medicin Frede Olesen foreslået Region Midtjylland selv at lave en MTV.
Regionen: Rigtigt at stoppe lavdosis-CT
Det var regionsformand Anders Kühnau (S), som tilbage i oktober bad sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om hjælp til at få afklaret striden om lavdosis-scanninger og bad om mere præcise retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Den nye supplerende vejledning er et svar på den bøn.
Regionen konkluderer i et notat om vejledningen, som regionens seks lægefaglige direktører og de tværfaglige specialeråd for radiologi og lungemedicin bakker op om, at det var "velbegrundet at ophøre med at tilbyde lavdosis-CT i udredningen ved mistanke om lungekræft og i stedet visitere til CT med kontrast".
Samtidig undrer regionen sig dog over, at det ifølge den nye, supplerende vejledning er sygehusets valg, hvilken undersøgelse der skal laves, mens det ifølge det oprindelige notat er den henvisende læge, der har behandlingsansvaret. Det vil regionen nu bede Sundhedsstyrelsen præcisere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.