
Onsdag 12. april besluttede politikerne i Region Syddanmark, at de vil forsøge at sælge de værnemidler som de har tilovers fra coronapandemien. Nu viser en rundspørge foretaget af DK Nyt, at to andre regioner vil undersøge, om de kan gøre det samme.
Der er tale om værnemidler, som regionerne ikke må bruge, da de har overskredet deres holdbarhedsdato. Værnemidlerne står opmagasineret på lagre rundt omkring i landet og "det er ikke til, at bære at så mange varer måske skal gå op i røg," sagde Peter Westermann (SF), der er med i regionsrådet i Region Hovedstaden, til TV 2 Kosmopol tilbage i marts måned.
For både Region Hovedstaden og Region Syddanmark blev tilbage i marts anbefalet af Styrelsen for Forsyningssikkerhed, at destruere deres overskydende værnemidler. Men selvom Region Syddanmark vil destruere en del af deres overskydende værnemidler, har regionen nu fundet en løsning så de også kan sælge en stor del af det.
Fungerende regionsrådsformand i Syddanmark, Bo Libergren (V), fortalte i en kommentar til DK Nyt, at værnemidlerne godt kan sælges, selvom de nærmer sig sidste holdbarhedsdato. Hvis andre instanser godt må benytte sig af værnemidlerne selvom holdbarhedsdatoen er overskredet, er der intet til hinder for et salg, udtalte han.
Hovedstaden vil undersøge om den kan gøre det samme
I marts besluttede Region Hovedstadens forretningsudvalg, at de mere end 9.300 paller med mundbind, visirer, handsker og håndsprit, som regionen har på lager fra coronapandemien, skal destrueres. Men den beslutning kan nu ende med at se anderledes ud.
- Jeg er glad for at høre at Region Syddanmark har fundet en model, og den vil jeg bede min administration om at se på. Måske kan vi benytte samme model og få solgt nogle af vores udløbne værnemidler, udtaler Lars Gaardhøj (S), formand for forretningsudvalget i Region Hovedstaden, i et skriftligt svar.
Region Nordjylland følger trop
Også i Region Nordjylland er de overskydende værnemidler en udfordring. I et skriftligt svar til DK Nyt, skriver regionen, at den, hvis det er muligt, ligeledes er interesseret i at afsætte overskydende værnemidler. Regionen uddyber, at den har indgået en løbende dialog med de øvrige regioner for at afsøge muligheder.
I et skriftligt svar skriver Region Midtjylland at den pt. ikke har værnemidler på lager, der er ved at nå udløbsdato. Regionen har dog tidligere forsøgt at sælge overskydende værnemidler, men den lykkedes dengang ikke med at finde interesserede aftagere. Midtylland har ingen kommentarer til Region Syddanmarks beslutning om at sælge værnemidler.
Region Sjælland har ikke svaret på DK Nyts spørgsmål inden deadline.
Også en udfordring for kommunerne
Det er ikke kun regionerne der har lagre fyldt med værnemidler fra coronapandemien, som har overskredet holdbarhedsdatoen. Selvom at det er Staten der i sin tid har betalt for værnemidlerne, er det bl.a. regionerne og kommunerne, der nu står med udfordringen med at skaffe sig af med dem.
Aarhus Kommune står overfor at skulle destruere næsten 10.000 paller med bl.a. mundbind, forklæder, handsker, ansigtsvisir og håndsprit. Kommunen er ligesom regionerne blevet anbefalet af Styrelsen for Forsyningssikkerhed at destruere værnemidlerne, og det ærger borgmester Jacob Bundsgaard (S), skriver Aarhus Stiftstidende.
De mange overskredne værnemidler kunne måske have været undgået. I interviewet til Aarhus Stiftstidende fortæller Jacob Bundsgaard, at han undrer sig over at værnemidlerne har så kort en holdbarhedsdato.
- Jeg synes det vil være fornuftigt med en dialog med leverandørerne om holdbarheden. Det er for eksempel lidt påfaldende, at der er sat holdbarhedsdato på 70 procents håndsprit. Det kan vel næppe gå til på så kort tid. Derudover er mange af værnemidlerne lavet af plastik, som vel heller ikke forgår så hurtigt, udtaler han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.