
Under coronakrisens første år indførte myndighederne på et tidspunkt en såkaldt bekymringsgrænse, som hed incidens 20 - altså 20 smittede pr. 100.000 indbyggere på en uge. Alt derover gav anledning til bekymring.
Men det var dengang. Med indtoget af Omikrons mere smittefarlige, men mildere variant er antallet af positive test mangedoblet.
I dag sætter tallet fra SSI ny rekord med 38.759 nye positive PCR-test for et døgn. Antallet af indlagte holder sig dog stadig nogenlunde stabilt på 821, hvilket er 11 mere end i går. Af de 821 er 50 på intensiv afdeling, heraf 30 i respirator.
Værst i Hvidovre
Hvidovre er lige nu den værst ramte kommune med en incidens på 5.042. Det vil sige, at mere end fem pct. af borgerne er testet positiv den seneste uge. Efter Hvidovre følger Albertslund, Brøndby, Vallensbæk og Rødovre.
Også de små ø-kommuner, som længe holdt sig stort set fri for smitte, har nu incidenser over 500. Læsø lavest med 509 efterfulgt af Samsø med 647 og Fanø med 787.
Går man ned på sogneniveau, har næsten 12 pct. af borgerne i Torup sogn i Randers været smittet den seneste uge. Også Sønder Vinge sogn i Favrskov og Auning sogn i Norddjurs har over otte pct. smittede borgere på en uge. På de følgende pladser kommer Ullits i Vesthimmerland, Ulstrupbro i Favrskov, Karteby i Guldborgsund, Gadstrup i Roskilde og Ellidshøj i Aalborg.
I alt har der nu under hele pandemien været over 1.232.000 bekræftede tilfælde. Trækker man dem fra, som har været smittet flere gange, har lidt over 1.189.000 personer været smittet. Dermed har tæt på en femtedel af befolkningen været smittet.
Fjerde stik på vej
80,2 pct. af befolkningen er færdigvaccineret, og 58 pct. er blevet revaccineret, viser tal fra SSI.
Der er dog snart en ny omgang vaccinationer på vej. Borgere med svært nedsat immumforsvar kan om en uges tid få et fjerde vaccinestik, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Det drejer sig først og fremmest om personer med visse typer blod- og knoglemarvsygdomme, personer der er organtransplanterede, personer i dialyse og personer, der har fået behandling med særligt immunsupprimerende lægemidler eller har været i aktiv kemoterapi i løbet af 2021 og 2022.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en detaljeret liste, som skal hjælpe sygehuslægerne med at finde de personer, som skal have tilbudt fjerde stik. Borgerne skal som udgangspunkt ikke gøre andet end at vente på indkaldelse via e-Boks.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.