I 2020 skulle det have været muligt at donere organer fra såkaldte hjertedøde, hvilket kunne øge antallet af donorer. Men over to år efter er de nye regler for organdonation stadig ikke kommet, skriver Jyllands-Posten.
Det var ventet at kunne øge antallet af donorer over tid med mellem 20 og 40 procent. Det svarer til 18 til 35 donorer om året. I dag er det kun muligt at donere organer fra såkaldte hjernedøde. En patient erklæres hjernedød, når der ikke længere kommer blod og ilt op til hjernen.
Modsat erklæres man hjertedød, hvis man holder op med at trække vejret, og hjertet stopper. Her vil hjernen først dø på sigt på grund af manglende kredsløb af blod og ilt.
Ifølge Hans Eiskjær, der er professor og overlæge ved Transplantationscentret på Aarhus Universitetshospital, skyldes forsinkelsen blandt andet coronapandemien. For der ventes på, at Sundhedsstyrelsen udarbejder nødvendige anbefalinger.
- Jeg synes personligt, at det har taget alt for lang tid, for jeg har patienter på venteliste, som mangler de organer.
- For der er ingen tvivl om, at det vil kunne gøre en forskel i forhold til at forkorte ventelisterne og ventetiden, siger Hans Eiskjær til Jyllands-Posten.
Ifølge avisen døde 11 patienter i 2021, mens de ventede på et nyt organ. Tallet året før var 18.
Aftalen om at udvide donationsmulighederne blev indgået af den daværende VLAK-regering og resten af Folketinget i april 2019.
Sundhedsministeriet oplyser til Jyllands-Posten, at rapporten fra Sundhedsstyrelsen med anbefalinger forventes "klar i løbet af andet halvår af 2022".
Til avisen siger sundhedsminister Magnus Heunicke, at han har "igangsat politiske forhandlinger med Folketingets partier med henblik på at få flere til at tage stilling til organdonation".
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.