SKIVE / VIBORG / MIDTJYLLAND: Hospitalsenhed Midt vil med et nyt behandlingstilbud som de første i Danmark indlægge udvalgte ældre patienter hjemme, så de undgår akutte indlæggelser. Det oplyser Skive Kommune.
I samarbejde med kommuner og almen praksis er Hospitalsenhed Midt i øjeblikket i gang med at afprøve et nyt behandlingstilbud, hvor udvalgte borgere i Skive og Viborg kommuner modtager hospitalsbehandling i eget hjem.
Metoden fungerer ved, at den praktiserende læge eller lægevagten ser patienten og i samråd med hospitalet vurderer, om patienten er egnet til hospitalsbehandling i eget hjem. Hvis patienten er egnet, lægger hospitalets akutlæge en plan for behandlingen, og en kommunal sygeplejerske agerer herefter brobygger og talerør for hospitalets akutlæge, ud til patienten i hjemmet og starter behandlingen op.
30 patienter har nu prøvet tilbuddet, og tilbagemeldingerne er positive og lovende for fremtiden.
- Vi kan allerede nu se positive indikationer på, at organiseringen virker; vi kan, ved at ændre samarbejdet mellem hospital, kommuner og almen praksis, behandle nogle patienter i eget hjem, og patienterne er glade for at blive behandlet i eget hjem frem for på hospitalet. Derfor går vi nu i gang med at afprøve tilbuddet på endnu flere patienter, så vi kan få mere viden, som vi kan bruge til at udvikle samt validere tilbuddet, siger Iben Duvald, der er projektleder og ansat på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet og fungerer som forskningsansvarlig antropolog i Akutafdelingen på Hospitalsenhed Midt.
Den ansvarlige akutlæge går online stuegang hver dag. Kommunens akutsygeplejersker er blevet klædt på til opagaven af Hospitalsenhed Midts specialister.
Tilbuddet bygger på en helt ny organisering fundet i et tæt samarbejde mellem kommunerne Skive, Viborg og Silkeborg, praktiserende læger, Hospitalsenhed Midt samt forskere fra Interdisciplinary Center for Organizational Architecture, Aarhus Universitet, DEFACTUM og Center for Akutforskning, Aarhus Universitet.
Kilde: Skive Kommune
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.