
Sundhedsstyrelsen fjerner mange covid-19-restriktioner i sundhedsvæsenet og ældreplejen.
Det betyder, at danskerne kan lade mundbindet blive hjemme, når de skal til lægen eller besøge deres kære på plejehjemmet. Det oplyser Sundhedsstyrelsen torsdag.
- Vi går nu mod mere normale tilstande i sundhedsvæsenet og i ældreplejen. Derfor er der ikke behov for at beskytte sig i så høj grad som tidligere på året. Det gør blandt andet, at besøgende og personale ikke længere behøver at bruge mundbind, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i pressemeddelelsen.
Personer med luftvejssymptomer som forkølelse og hoste anbefales dog fortsat at bruge mundbind, når de skal til lægen eller på hospitalet.
Færre testes positiv
Beslutningen om at fjerne kravet om mundbind i sundhedsvæsenet og ældreplejen sker som følge af, at antallet af smittede og indlagte med covid-19 falder.
Onsdag blev 1.207 danskere konstateret smittede med corona ved en test, mens 717 var indlagte med virusset. Da smitten var på sit højeste, blev 55.120 danskere testet positive for corona. Det var den 9. februar.
Flest var indlagt med corona den 25. februar, hvor 1.762 mennesker lå indlagt med en positiv test.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at smitten vil falde yderligere i takt med forårets komme, da folk opholder sig mere udenfor.
Myndighederne anbefaler dog fortsat, at man følger retningslinjerne for at forebygge smitte. Det betyder, at man blandt andet skal blive hjemme, hvis man er syg.
Da Danmark genåbnede efter sidste nedlukning den 1. februar, ophørte kravet om brug af mundbind i kollektiv transport og butikker. I midten af marts droppede de danske lufthavne kravet om, at der skulle bæres mundbind i de danske lufthavne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.