
HOVEDSTADEN: En elbil indrettet som lægeklinik vil de kommende to år køre ud til borgere på Amager, der har svært ved selv at komme til lægen, oplyser regionen.
Det kan være mennesker medfunktionsnedsættelse, demens eller andre udfordringer, der gør det besværligt for dem at komme hen til lægen, der får besøg. Fire lægeklinikker deles om den mobile lægepraksis, der udover at gøre det nemmere for borgerne også forventes at øge lægekapaciteten på Amager.
Ideen stammer fra en praktiserende læge, der kunne se det smarte ved på én gang at hjælpe sårbare mennesker og samtidig udvide kapaciteten:
- Der, hvor jeg selv har klinik på Amager, er vores fysiske forhold ikke til at udvide med f.eks. endnu en læge. Derfor er det smart, at vi kan lægge nogle af kontakterne ud i den mobile lægepraksis, så vi på den måde kan hjælpe flere. Samtidig kan vi målrette bilens ture til de patienter, som af forskellige årsager kan have svært ved selv at komme til os, siger Trine Jeppesen, praktiserende læge og projektleder på den Mobile Lægepraksis.
Potentiale vurderes efter to år
Den Mobile Lægepraksis er i første omgang en forsøgsordning i to år, der finansieres af Region Hovedstaden. Konceptet er udformet i samarbejde mellem Region Hovedstaden og de praktiserende læger, og hvis ordningen viser sig at være en succes, skal der kigges på at udbrede den til andre dele af regionen.
- Jeg er meget spændt på at se resultaterne af forsøgsordningen. Jeg er selvfølgelig glad for, at det kan løse nogle af vores kapacitetsproblemer, men mest er jeg glad for, at det bliver nemmere for de mennesker med mobilitetsbesvær, som nu kan få lægehjælpen hjem til sig selv, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
For mange lægepraksis i de større byer kan det være et problem, at de fysiske rammer begrænser mulighederne for at udvide, hvis der er behov. Derfor har tilføjelsen af en mobil lægepraksis stort potentiale på sigt.
- Vi ved, at der er mange af vores læger, der gerne vil udvide, men ikke har rammerne til det. En mobil løsning som denne kan måske blive en universalnøgle, der kan løse flere problemer på én gang, siger Karin Zimmer, formand for de praktiserende lægers organisation i hovedstaden.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.