SJÆLLAND: Forretningsudvalget i Region Sjælland vil bruge over 100 mio. kr. på at ansætte flere læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale for at styrke ligheden i sundhed. Målet er at oprette 162 nye stillinger på de hospitaler og specialer, hvor manglen er størst.
I 2026 afsættes 102,6 millioner kroner, som især prioriteres til Midt- og Vestsjællands Hospital, Holbæk Sygehus og Sjællands Universitetshospital.
Pengene skal gøre hospitalerne mere robuste og sikre bedre behandling tættere på borgerne:
- Med dette økonomiske rygstød giver vi vores sygehuse mulighed for at ansætte flere medarbejdere på de områder, de mangler. Vi skal have et lige, nært og retfærdigt sundhedsvæsen i Danmark, og det har vi ikke på nuværende tidspunkt, men det vil vi med de 100 millioner kroner hjælpe med at få til at lykkes, siger Trine Birk Andersen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland, i en pressemeddelelse.
Regionen sigter mod at ansætte 103 læger, 46 sygeplejersker og 13 øvrige medarbejdere. Sammen med et nationalt loft over speciallæger forventes indsatsen at give kortere ventetider og styrke de regionale hospitalers faglige miljøer.
- For hospitalerne giver det samtidig også bedre muligheder for faglig udvikling i de enkelte specialer, forklarer Trine Birk Andersen.
Midlerne på 102,6 mio. kr. i 2026 går udelukkende til de somatiske specialer, mens psykiatrien får egne midler via regeringens 10-årsplan. Fra 2027 forventes bevillingen at stige til 154 mio. kr. årligt.
Når Region Sjælland og Region Hovedstaden fra 1. februar 2027 bliver til Region Østdanmark, indgår bevillingerne desuden i budgettet for den nye region.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





