
SYDDANMARK: Det nye Odense Universitetshospital (OUH) bliver forsinket for fjerde gang. Det erfarer TV 2 Fyn.
Ifølge regionalmediet bliver hospitalet tidligst klar til at tage imod patienter i løbet af 2025. Planen er i øjeblikket, at hospitalet skal tages i brug i 2024, og der er derfor tale om en forsinkelse på op imod et år.
TV 2 Fyn oplyser ikke, hvem eller hvad der er kilde til oplysningen, men ifølge mediet blev regionens forretningsudvalg i forrige uge orienteret om forsinkelsen. Det skulle være sket på et møde med regionsdirektionen. En af dem, der var til stede på mødet, er Stephanie Lose (V), der er formand for Region Syddanmark. Hun vil dog hverken be- eller afkræfte oplysningen om en forsinket åbning af hospitalet.
- Vi håber at kunne sige noget mere før jul, men da det her er komplekst stof, der også involverer jura, kan jeg ikke sige det mere detaljeret, end at projektet er udfordret, fordi der er inflation, krig og forsyningsproblemer og arbejdskraftproblemer, siger hun til TV 2 Fyn.
Forhandlinger i gang
Det nye supersygehus bliver efter planen Danmarks største nybyggede sygehus. Det kaldes også Nyt OUH, da det skal erstatte det nuværende hospital. Hospitalet skal have cirka 10.000 rum og 855 sengepladser, heraf skal 164 pladser tilhøre psykiatrien.
Ifølge regionalmediet holder regionen kortene tæt ind til kroppen i øjeblikket, fordi den er ved at forhandle med entreprenører om, hvor stor en andel af byggeriets ekstraudgifter regionen skal betale. Også regionsdirektør Jane Kraglund oplyser, at byggeriet er udfordret.
TV 2 Fyn skriver, at det er stigende priser på materialer på grund af den økonomiske krise, der har skabt problemer. Også udgifter til løn presser projektet, ligesom entreprenørerne har haft svært ved at få den fornødne arbejdskraft til at nå at udføre opgaven til tiden. Mediet erfarer, at byggeriet dermed bliver en del dyrere en planlagt. Der er ifølge mediet tale om en fordyrelse på et trecifret millionbeløb. Den oprindelige budgetramme for projektet var 6,3 milliarder kroner.
Det første spadestik til hospitalet blev taget i 2016, og byggeriet af selve hospitalet begyndte tre år senere. Planen var, at det skulle stå færdigt i slutningen af 2022.
I 2020 kom første udskydelse, som lød på fire måneder. Den næste kom i juni 2021 og udskød åbningen til november 2023. I juni 2022 blev åbningen udskudt igen, og der blev ikke meldt en præcis åbning ud, men det skulle være i 2024. Dermed er den nye forsinkelse nummer fire i rækken.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.