
'Max 10 personer samlet - også udenfor.' 'Hold afstand - min. to meter.' 'Respekter samlingsforbud - hold afstand - vi passer på hinanden.' Sådan lyder teksten på en række af de nye skilte, som man fra lørdag kl. 10 kan møde i landets fire største kommuner, der her til formiddag hver især holder pressemøde sammen med direktøren for den pågældende politikreds.
De fortæller alle, at politiet har oprustet med ekstra patruljer, mens kommunale medarbejdere vil være til stede på legepladser og andre steder, hvor særligt unge mødes. De vil råde og vejlede, mens politiet for alvor tager bødeblokken i brug.
- Bødeblokken vil være længere fremme end tidligere, hvis folk bliver ved med at forsamle sig. Folk er nødt til at forstå alvoren, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen på pressemødet i Aalborg.
Samtidig fortæller både Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at kommunerne har valgt at lukke udendørs fitnessfaciliteter, som ellers er flittigt brugt i øjeblikket. I stedet kommer der kontroller i parker.
Nye skilte rundt om søerne i København. Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix
Ensretning rundt om søerne
I København har kommunen på opfordring af Københavns Politi indført ensretning rundt om Peblingesøen og de to Sortedamssøer for at undgå, at for mange mennesker stimler sammen og øger smittefaren. Kommunens medarbejdere vil være til stede for at vejlede, mens en række nye skilte i parker og ved broer skal gøre det samme. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Og Aarhus Kommune og Østjyllands Politi er villige til at lukke parker og legepladser ned, hvis myndighedernes forbud om forsamlinger på mere end 10 personer ikke bliver overholdt.
Her meddeleler borgmester Jacob Bundsgaard (S) og politidirektør Helle Kyndesen på pressemødet og til TV2 Østjylland, at nye skilte ved legepladser og udendørs fitness-stationer skal minde om retningslinjerne, mens cityassistenter vil hjælpe med at minde om alvoren af situationen. Politiet patruljerer også her mere for tiden, men har endnu ikke uddelt bøder til folk.
Præsentation af Aarhus Kommunes og Østjyllands Politis håndhævelse af nye regler om forsamlinger. Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix
Forbuddet mod forsamlinger over ti personer:
- Det er forbudt at deltage i arrangementer og aktiviteter, hvor flere end ti personer er samlet. Det gælder både indendørs og udendørs samt offentlige og private arrangementer.
- Mere end ti personer kan stadig bevæge sig rundt i et supermarked. Det samme gælder i en bus, et tog eller på en færge.
- Arbejdspladser er ikke omfattet af forbuddet.
- Forbuddet er ikke gældende, hvis der er tale om en forsamling med et politisk øjemed.
- Forbuddet gælder ikke i private hjem, men myndighederne opfordrer kraftigt til at aflyse fester og fødselsdage med mere end ti deltagere.
- Politiet har lov til at gribe ind på offentlige steder, hvis der er mere end ti personer på en måde, som øger smittefaren med coronavirus.
- Hvis flere end ti personer er samlet, vil politiet opfordre folk til at spredes. Hvis de nægter, vil der blive udskrevet bøder, og i sidste ende kan politiet opløse forsamlingen med magt.
- Bøden for at være i en forsamling på flere end 10 er på 1.500 kr. Restauranter og lignende, der holder åbent trods forbud, vil få en bøde på 5.000 kr.
- Restauranter, caféer, værtshuse, natklubber og storcentre skal holde lukket frem til 30. marts.
Kilde: Rigspolitiet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.