dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Lægehonorarer ender på Hækkerups bord

Syddansk undren over lægehonorarer ender nu på sundhedsministerens bord
3. FEB 2015 7.45

SYDDANMARK:- Folketinget må lave det her om, siger Marianne Mørk Mathiesen (LA) til Lokalavisen i Fredericia, Kolding og Vejle. Hun er medlem af Syddanmarks regionsråd. Og hun er frustreret over, at hospitalslæger kan få et personligt honorar fra politiet for at foretage blodprøver på spritbilister, selvom opgaven udføres i deres lønnede arbejdstid.

- Det er simpelthen ikke i orden, siger Marianne Mørk Mathiesen, der er sit partis eneste medlem af regionsrådet.

- Med kun ét mandat kan jeg ikke gøre meget i regionsrådet. Men jeg har bragt sagen op overfor min folketingsgruppe, siger Marianne Mørk Mathiesen.

Og det har sat gang i LA's folketingsgruppe.

- Det her er kassetænkning og det udgør en dobbelt udgift for det offentlige. Det er spild af penge og samtidig et principielt problem. Det vil vi rejse overfor sundhedsministeren, som bør lave det her om, siger Simon Emil Ammitzbøll til Lokalavisens tre udgaver i Trekantområdet. Han er både politisk og sundhedsordfører for Liberal Alliance.

Skat og bureaukrati
Marianne Mørk Mathiesen er selv læge. I dag er hun praktiserende læge, men tidligere har hun arbejdet på sygehus.

- Og jeg har selv fået denne type honorarer - og undrede mig over det allerede dengang, siger hun. Men hun er indstillet på, at nogle kolleger vil ærgre sig, hvis ordningen afskaffes.

Region Syddanmark har ikke opgjort, hvor ofte sygehuslægerne får honorar for arbejde, de udfører i deres lønnede arbejdstid. Men regionen slår fast, at det ikke drejer sig om ret mange penge - og at det heller ikke tidsmæssigt forstyrrer lægerne i deres sygehusarbejde. Regionen slår fast, at det ville være dyrere at etablere en registreringsmetode end blot at fortsætte som hidtil.

Marianne Mørk Mathiesen foreslår, at sprit-blodprøverne udføres af hospitalslaboranter i stedet for læger. Og at opgaven ikke udløser noget honorar - hverken til laboranten eller sygehuset.

- Opgaven skal udføres for skattekroner, og som borger er jeg komplet ligeglad, om det er kroner fra den ene eller den anden kasse, siger hun til Lokalavisens udgaver i Trekantområdet.

Hvis derimod blodprøven skal udføres af en tilkaldt, praktiserende læge, der hentes ind på politistationen i sin fritid, synes hun, at et honorar kan være rimeligt nok.

Overenskomstforhandlinger ændrer intet
Da Lokalavisen sidst skrev om emnet, var det regionsrådsmedlem Susanne Eilersen (DF) fra Fredericia, der kritiserede ordningen, som indgår i lægernes overenskomst.

Siden har der været overenskomstforhandlinger på området. Men fordi sprit-blodprøverne ikke hører under sundhedsloven, kan spørgsmålet ikke behandles i denne omgang. Det kræver formentlig en lovændring, fastslår regionens sundhedsdirektør, Jens Elkjær, over for Lokalavisens tre udgaver i Trekantområdet.

kil

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/laegehonorarer-ender-paa-haekkerups-bord

GDPR