SJÆLLAND: En afdelingssygeplejerske, som arbejdede på Nykøbing Falster Sygehus, er mandag frifundet ved Retten i Nykøbing Falster. Det oplyser anklagemyndigheden på Twitter.
Sygeplejersken var anklaget for grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed. Sagen drejede sig om en nu afdød 76-årig kvinde, som døde under en indlæggelse på Nykøbing Falster Sygehus i 2018.
Ifølge anklagen undlod sygeplejersken at sørge for, at der blev lavet en tværfaglig plan for plejen af den nu afdøde patient.Den manglende plan var angiveligt skyld i, at personalet ikke kunne give patienten en sikkerhedsmæssigt forsvarlig behandling, og at deres arbejde ikke blev udført godt nok.
Kvinden døde den 14. februar 2018, da hun blev kvalt i sin sondemad, konkluderer en obduktionsrapport. Ifølge anklageren i sagen, Rune Torfinn Jensen, har retten fundet, at betingelserne for at dømme ikke er opfyldt.
Nu skal statsadvokaten tage stilling til, om dommen skal ankes. Derudover har Rune Torfinn Jensen ingen yderligere kommentarer til sagen.
Den nu frifundne sygeplejerske sagde under et tidligere retsmøde, at hun ikke blev bekendt med patientens eksistens før den 12. februar. Altså to dage inden patienten gik bort. Anklageren spurgte dengang ind til, hvordan hun som leder af afdelingen ikke kendte til patienten, nu hvor patienten var i en så dårlig tilstand.
- Hendes forløb var jo ikke meget anderledes, end nogle af de andre patienter vi havde. Sygeplejerskerne kunne godt håndtere dem, uden at jeg var involveret, sagde sygeplejersken.
Ved selvsamme retsmøde sagde sønnen til den afdøde kvinde, at han flere gange klagede over personalets pleje af moren. Et af klagepunkterne var, at de gav hende sondemaden for hurtigt. Det skulle ifølge sønnen tage mindst 15 til 20 minutter. Men han fik at vide, at personalet ikke havde tid til at give det så langsomt.
- Der var ingen lydhørhed fra personalets side. Jeg syntes ikke, at der var nogen dialog, det var mest mundhuggeri, sagde han.
Sønnen følte, at afdelingssygeplejersken var nærmest usynlig i forhold til plejen af moren, sagde han under retsmødet. Nu er hun altså blevet frifundet.
Det er ikke første gang, at sygeplejersken er blevet tiltalt forbindelse med sit virke på Nykøbing Falster Sygehus.
I den såkaldte sygeplejerskesag blev hun i 2018 idømt en bøde på 10.000 kr. for at have ignoreret en række mistænkelige oplysninger, som hun modtog om daværende sygeplejerske Christina Aistrup Hansen.
Christina Aistrup Hansen blev i landsretten idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg på ældre patienter, der var indlagt på Nykøbing Falster Sygehus.
Opdateret mandag 13.49
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.