HOVEDSTADEN / ISHØJ: Længere ventetid, frustrerede borgere og pressede læger. Det er situationen i Ishøj, efter at to ud af kommunens ni læger er langtidssygemeldte. Det lægger pres på de syv læger, som i øjeblikket skal servicere kommunens borgere, skriver ugeavisen Sydkysten.
Hos Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Region Hovedstaden ser formand Flemming Skovsgaard med alvor på lægemanglen i Ishøj.
- Det slider mine kollegaer ned og skaber frustrerede patienter. Jeg vil opfordre kommunen til at gøre alt for at støtte de syv læger, der er derude og eventuelt kigge på, om hjemmeplejen kan aflaste lægerne med nogle af opgaverne, siger Flemming Skovsgaard.
Regionen vil udvidde kapaciteten fra 2017
Formand for praksisplanudvalget i Region Hovedstaden, Per Seerup (S), anerkender de udfordringer, som lægemanglen giver både læger og borgere. For selvom 40 pct. af borgerne i Ishøj ifølge Per Seerup har læge uden for kommunen, så ændrer det ikke ved, at der er behov for flere læger.
- Der er pres på lægerne og derfor har vi ønsket at øge lægekapaciteten fra 9 til 11 i 2017, siger Per Seerup.
Generel lægemangel på Vestegnen
Ifølge PLO-fomanden tegner der sig dog et billede af, at det ikke kun er Ishøj, men Vestegnskommunerne generelt, som er plaget af lægemangel. Tidligere er transporttiden blevet brugt som undskyldning for, at læger ikke at søgte stillinger i det såkaldte Udkantsdanmark, men det forklarer ikke lægemanglen på Vestegnen, forklarer Flemming Skovsgaard.
- Det er altafgørende, at der er læger nok, og så længe der er mangel på almenmedicinere, så vil de søge derhen, hvor de tror, de får det bedste lægeliv, og der er myter forbundet med, hvor det er. Hvorfor skulle man vælge Ishøj, hvis man kan få en praksis i Lyngby for at tage et ekstremt eksempel, siger han.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.