
I ugevis har de danske myndigheder lovet, at flere nu skal testes for coronavirus. Men trods de kontante meldinger halter det fortsat, når det handler om test i det såkaldte samfundsspor i de hvide telte, skriver Jyllands-Posten. Der bliver således kun lige knap testet halvdelen af de personer, som var målet, efter regeringen nedjusterede teststrategien.
De hvide testtelte er ifølge Sundhedsministeriet 'et vigtigt element i smitteovervågningen i samfundet', og ved lanceringen af teltene den 21. april blev der for første gang sat tal på, hvor mange danskere, der dagligt skulle kunne testes: 20.000 personer, lød det fra Sundhedsministeriet. Tirsdag i denne uge holdt regeringen så et pressemøde, hvor den præsenterede en ny og med egne ord mere ambitiøs teststrategi. Tager man statsminister Mette Frederiksen (S) på ordet, skrues der nu op for testene.
Et dyk ned i tallene viser dog, at testkapaciteten i samfundssporet nu 'på kort sigt' skal være 'op mod 10.000' om dagen. Med andre ord er ambitionerne halveret - nu sigtes der ikke længere efter 20.000 samfundstest dagligt, men derimod 10.000.
Målsætning langtfra indfriet
Til trods for at målsætningen i al stilhed er nedjusteret, er den dog langtfra indfriet, viser tal, som Danske Regioner har trukket for Jyllands-Posten. 3.085 borgere blev testet mandag i denne uge, 2.090 tirsdag og 1.742 onsdag. I perioden den 7.-13. maj blev der i gennemsnit testet 1.944 borgere dagligt. Det er færre end for to uger siden. I uge 18 blev der i gennemsnit foretaget 2.150 prøver dagligt i samfundssporet.
- Det er et problem, for når vi tester så få, vil der være smittelommer og miljøer, hvor der kører smitte, uden vi finder ud af det og får det stoppet i tide, siger Christian Wejse, afdelingslæge og lektor i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, til Jyllands-Posten.
Troels Kasper Høyer Scheel, professor i virologi ved Københavns Universitet, mener, at det er bemærkelsesværdigt, at antallet af daglige test er faldet siden uge 18.
- Tre uger henne bør man være over opstartsfasen. Antallet af test ligger ikke på det niveau, man sigtede efter, siger han til Jyllands-Posten og forklarer, at planen med testene i teltene blandt andet var at opspore smittekæder. 'Jo flere smittekæder der stoppes, jo større base er der for at åbne samfundet mener,' pointerer han.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.