dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Kræftscreeninger fører ifølge professor til overdiagnostik

Kræftscreeninger forebygger, men fører ifølge professor også til overdiagnostik. Det skal diskuteres på en konference, som Danmark er vært for
20. AUG 2018 12.04

Læger, eksperter og branchefolk fra mere end 30 lande mødes mandag og de efterfølgende dage for at diskutere, hvad de danske værter for konferencen kalder "et af de største globale sundhedsproblemer" i vor tid.

Forebyggende behandling har været et nøgleord i sundhedssektoren i nyere tid. Fx har Danmark tre nationale kræftscreeninger, som forebygger bryst-, livmorhals- og tarmkræft. Ifølge John Brodersen, læge og professor i folkesundhed på Københavns Universitet, fører screeningerne dog også til overdiagnostik:

- Fordi man i et mikroskop kan se forandringer i kroppen, som per definition er kræft, men aldrig vil få nogen konsekvenser for patienten. Men læger kan i dag ikke vide, hvordan forandringerne, man ser i screeninger, vil udvikle sig, siger han til Ritzau.

Problemet ligger i, at mange mennesker bliver unødigt skræmte, og - i værste fald - fejlbehandlet med massive bivirkninger. Det gælder fx i screening for prostatakræft, som kampagner i årevis har tilskyndet mænd over 50 år at få lavet.

I de nordiske lande er antallet af prostatakræftdiagnoser flerdoblet siden 1960'erne, viser en ny undersøgelse, som John Brodersen har fået offentliggjort i British Medical Journal. 

Dødeligheden er dog uændret i samme periode. Mange er altså blevet diagnosticeret og i nogle tilfælde behandlet for en sygdom, der ellers ikke ville have haft effekt på deres liv. 

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er medsponsor på konferencen på Panuminstituttet i København og har i de senere år påbegyndt forskning i overdiagnostik. Her tyder tallene også på, at screeninger medfører overdiagnostik. På den anden side står det faktum, at screeningerne redder liv. 

- Samtlige danske screeninger fører til massiv overdiagnostik. Det er jo en værdimæssig opvejning af, hvor mange man vil risikere at skade for at opnå den gavnlige effekt – altså mindre dødelighed, siger John Brodersen.

Cheflæge i Kræftens Bekæmpelse og professor ved Københavns Universitet Niels Kroman er uenig i John Brodersens vurdering. 

- Vi anbefaler alle tre screeninger (bryst-, livmorhals- og tarmkræft, red.) baseret på den bedst tilgængelige viden omkring skade og gavn. Vi følger forskningen tæt - og hvis den i fremtiden giver anledning til ændringer, vil vi naturligvis rette os herefter, siger han.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/kraeftscreeninger-frer-iflge-professor-til-overdiagnostik

GDPR