dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Kræftens Bekæmpelse efterspørger data om forsinkede operationer

Organisationen reagerer på, at der ikke er lavet indberetninger om forsinkede kræftoperationer i Aarhus til Sundhedsstyrelsen. Regionen fastholder at regler er overholdt, men ændrer praksis for registreringer.
23. MAR 2023 6.35

Hos Kræftens Bekæmpelse kalder direktør Jesper Fisker sagen "tragisk og helt uacceptabel", at Sundhedsstyrelsen ikke fik besked om forsinkede kræftoperationer i Aarhus.

Jesper Fisker har onsdag sendt et brev til ledelsen på hospitalet. Her efterspørger han blandt andet et datagrundlag for problemets omfang. 

Først søndag, da DR afslørede, at 182 patienter med svær tarmkræft på Aarhus Universitetshospital havde ventet længere på en operation, end de har lovkrav på, hørte Sundhedsstyrelsen om sagen. Det sagde enhedschef i styrelsen Tanja Popp onsdag til Politiken.

- Vi fik først viden om sagen samtidig med offentligheden. Vi vidste intet før da. Vi har ikke været orienteret, siger hun til avisen.

Det får Kræftens Bekæmpelse til at reagere og Jesper Fisker er overrasket over sagen - især at det sker på kræftområdet.

- Jeg troede faktisk, at vi på kræftområdet var så enige om, at de her tidsfrister skal overholdes. Det er helt uacceptabelt, så det skal laves om, og der må findes en løsning.

- Jeg vil helst tro, at det er en enkeltstående sag. Men vi må også erkende, at det er et udtryk for et enormt presset sundhedsvæsen i de her år. Om det også kan have konsekvenser andre steder, der må vi vente at se på redegørelserne, siger han.

Regionen ændrer praksis

Region Midtjylland mener ifølge DR, at den har fulgt den praksis, som Sundhedsstyrelsen har på området. Ifølge direktør Helene Probst er regionen ikke forpligtet til at indberette overskridelserne af den maksimale ventetid, så længe det enten er fagligt begrundet, eller at patienterne accepterer det. Det er netop den tolkning af reglerne, som juridiske eksperter bestrider.

Regionen vil alligevel fra nu af også registrere alle de tilfælde, hvor patienter venter mere end to uger på en operation. Om de registreringer skal gå videre til Sundhedsstyrelsen, vil Helene Probst lade styrelsen vurdere.

- Her i Region Midtjylland kommer vi til at lave en supplerende indberetning for at få overblik over, hvor mange patienter der venter ud over de maksimale ventetider, siger direktøren. Samtidig slår hun fast, at der er sat et stort arbejde i gang for at sikre, at de ventende patienter bliver opereret hurtigt.

Artikel opdateret 10.55 med tilføjelse i underrubrik om Region Midtjyllands reaktion samt sidste afsnit "Regionen ændrer praksis" 

ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/kraeftens-bekaempelse-efterspoerger-data-om-forsinkede-operationer

GDPR