Uefa besluttede i marts at udskyde EM-slutrunden i fodbold til 2021, som ellers skulle være afholdt til sommer i 12 forskellige værtsbyer i anledning af EM's 60 års jubilæum - heriblandt København. Samtidig meddelte organisationen, at værtsby-konceptet ville rykke med til 2021, hvis de enkelte byer var interesserede.
Det var København, men med en muligt kolliderende Tour de France-start har realiseringen været uklar. Men det var indtil i aften, hvor overborgmester Frank Jensen (S) på et pressemøde kunne fortælle, at der bliver plads til begge dele i sommeren 2021.
- Det ser nu ud til at lykkes! Vi kan nu se frem til en fantastisk sportssommer i København næste år med masser af fest og fællesskab - som er det, vi trænger allermest til at kunne se frem til. Jeg vil gerne takke alle parter i forhandlingerne for at have været fleksible og for at have været med på, at vi skulle have de to sportsbegivenheder til at spille sammen, siger Frank Jensen.
Dermed er der stadig udsigt til en historisk sommer for danske sportsinteresserede.
Et ekstraordinært dansk sportsår
DBU og Københavns Kommune har de seneste uger været i dialog med både ASO, som står bag Tour de France, og Uefa om, hvordan afviklingen af begge events kunne lade sig gøre. Og nu ligger den en aftale og erklæring klar, som er sendt til Uefa, oplyser Københavns Kommune.
Der skal spilles fire EM-kampe i København, mens der gøres klar til Tour-starten 2. juli.
- Jeg er glad for, at ASO, København og Uefa samarbejder om det ekstraordinære sportsår for Danmark. Danskerne kan se frem til at være vært for fire EM-kampe, og vi kan ikke vente med at bringe starten af verdens største cykelløb til et af de bedste cykellande i verden, siger Christian Prudhomme, direktør i ASO og Tour de France.
Løsningen vækker også glæde hos Københavns borgmester på området, der glæder sig til sommeren 2021.
- Det sker formentlig kun én gang, at EM-slutrunden i fodbold spilles på grønsværen i Parken, og verdens bedste cykelby lægger asfalt til Tour de France, siger kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde (ALT).
- De to store idrætsevents giver også København en mulighed for at engagere københavnerne og foreningslivet både før og under slutrunde og cykelløb.
De 12 værtsbyer for EM er:
- Amsterdam, Holland
- Baku, Aserbajdsjan
- Bilbao, Spanien
- Budapest, Ungarn
- Bukarest, Rumænien
- Dublin, Irland
- Glasgow, Skotland
- København, Danmark
- London, England
- München, Tyskland
- Rom, Italien
- Skt. Petersborg, Rusland
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.