Det går ikke, at borgere i byer som fx Odder, Ry og Grenaa skal spises af med færre muligheder, når det kommer til valg af praktiserende læge.
Det mener De Konservative, som har foreslået Folketinget en temmelig markant opdimensionering, så der, ifølge partiet, kan uddannes 800 flere praktiserende læger end dem, der allerede er under uddannelse i dag. Det skriver TV2 Østjylland.
- Det er så væsentligt, at alle i Danmark har en praktiserende læge, som de kender, og som kender sine patienter. For det giver en rigtig god lægedækning, siger partiets sundhedsordfører, Per Larsen, til kanalen.
Lukket for tilgang
De seneste dage har tv-kanalen beskrevet konsekvenserne af, at 72 procent af lægeklinikkerne i Østjylland i øjeblikket er lukket for tilgang af nye patienter. Tallet for hele regionen er 65 procent. I eksempelvis Odder er kun én af områdets 10 lægeklinikker åben for patienttilgang. Simpelthen fordi, klinikkerne i forvejen har det antal patienter, de har plads til.
Og i Grenaa må en lægeklinik hente læger fra Aarhus i en minibus for at udfylde klinikkens lægekapacitet. Det har mødt kritik fra blandt andre paraplyorganisationen Danske Patienter.
- Det afspejler et problem, som er nationalt. Vi mangler simpelthen alment praktiserende læger, siger vicedirektør hos Danske Patienter, Annette Wandel.
100 flere læger ikke nok
I forbindelse med økonomiaftalen i 2019 mellem regeringen og Danske Regioner blev der oprettet 350 hoveduddannelsesforløb i almen medicin i 2020 og 2021.
Og selvom det er 100 flere uddannelsesstillinger om året sammenlignet med niveauet i 2018, så mener Det Konservative Folkeparti ikke, at det er ambitiøst nok.
- Vi kan godt uddanne flere praktiserende læger. Det, der har været problemet i mange år, er, at Sundhedsstyrelsens dimensioneringsudvalg, der ikke har ramt den godt nok, siger sundhedsordfører Per Larsen (K).
En opgørelse lavet af Praktiserende Lægers Organisation i 2020 viste, at der er 3.326 praktiserende læger med ydernummer i Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.