
Hver fjerde kommune mangler en bøjletandlæge, og mange kommuner har svært ved at rekruttere bøjletandlæger. Det giver lange ventelister.
I nogle kommuner er ventetiden flere år for de børn, der venter længst. Det viser en undersøgelse blandt 58 overtandlæger, som Tandlægebladet har lavet.
Ifølge Morten Borchorst, der er formand for Foreningen af Specialtandlæger i Ortodonti, har mange kommuner ikke visiteret nye børn til tandregulering siden før corona. Han peger på, at ventetiden kan gøre tandbehandlingen mere kompliceret og langvarig.
- I grelle tilfælde, fx hvor et barn har et udtalt overbid, kan man blive nødt til at operere, hvis ventetiden har medført, at barnet ikke er blevet behandlet på det rigtige tidspunkt, siger Morten Borchorst, der arbejder som specialtandlæge i Hjørring, Aalborg og Odense.
Kommunerne kæmper om bøjletandlæger
Der uddannes kun omkring en håndfuld bøjletandlæger hvert år, og der er rift om dem, så der er ikke nok til at dække behovet i kommunerne. Det fortæller Stine Brems Mørcholdt, der er overtandlæge i Hedensted Kommune og formand for Tandlægeforeningen i Region Midtjylland, hvor der også er ventetid
- Vi sørger selvfølgelig for at skubbe de mest akutte frem i køen, men det kan betyde, at de, der ikke er helt så akutte, får længere behandlingstid, fordi de ikke kommer til i rette tid. Så bliver børnene ældre, og jo ældre man bliver, jo mindre hensigtsmæssigt er det at have bøjle på rent praktisk, siger Stine Brems Mørcholdt.
I Hedensted Kommune har man i en periode været nødt til at bruge løst ansatte konsulenter til at løse opgaven, men det er ifølge Stine Brems Mørcholdt ikke nogen holdbar løsning.
- Det er økonomisk uholdbart for en lille kommune som vores, og skiftende tilknyttede konsulenter skaber ikke nogen god kontinuitet i behandlingen. Barnet møder en ny tandlæge hver gang, og behandlingen tager nogle gange længere tid, fordi der er forskellige vinkler på, hvordan man kommer i mål, forklarer Stine Brems Mørcholdt.
Opret flere uddannelsesstillinger
Siden 2013 har Tandlægeforeningen råbt højt om manglen på bøjletandlæger. Nu er problemet så stort, at Tandlægeforeningen og KL har sendt en fælles appel til Sundhedsstyrelsen.
- Vi frygter, at det rammer børn og unges tandsundhed, hvis der ikke uddannes flere bøjletandlæger. Ikke mindst fordi vi forventer stigende børnetal og en større efterspørgsel på bøjlebehandling i fremtiden. Derfor henvender vi os nu direkte til Sundhedsstyrelsen, fastslår Susanne Kleist, der er formand for Tandlægeforeningen.
Tilbage i februar sendte overtandlægerne i København, Aarhus, Odense og Aalborg også et brev til Sundhedsstyrelsen. Her understreger de, at vanskelighederne med at rekruttere bøjletandlæger både kan gå ud over tandsundheden og kommunernes økonomi.
Indtil nu har regeringen afvist at afsætte midler til at uddanne flere bøjletandlæger. Det undrer Morten Borchorst:
- Det er forstemmende, at man ikke vil afsætte penge til at uddanne flere bøjletandlæger. Det som en uddannelsesplads koster, er tjent hjem igen på mindre end fem år, hvis den uddannede bøjletandlæge får arbejde i en kommune, hvor ventelisterne trykker, pointerer Morten Borchorst.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.