
MIDTJYLLAND: Hvis man gerne vil undgå genindlæggelser af ældre medicinske patienter, er det en god ide at følge op i hjemmet senest 72 timer efter udskrivelsen. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital.
Her har 2.362 patienter over 75 år indlagt på Ældresygdomme i gennemsnit fået 1,7 besøg de første 14 dage efter udskrivelsen i samarbejde med det kommunale plejepersonale og telefonkonsultation.
Det har halveret antallet af genindlæggelser af ældre, geriatriske patienter, og netop den gruppe har stor risiko for at dø i forbindelse med genindlæggelser.
- Denne patientgruppe tåler dårligt indlæggelser, men forskning viser, at der ikke skal meget til for, at de bliver genindlagt, og derfor er det vigtigt, at vi kan gøre noget for dem. Og i en tid med flere ældre og færre sengepladser er det meget meningsfyldt at kunne bidrage fagligt med en alternativ løsning, siger Lene Holst Pedersen, læge og ph.d., som står bag undersøgelsen.
Ved, hvad man udskriver til
Hun fortæller også, at det giver stor værdi at se patienterne i deres eget hjem, da man bedre kan se, hvilken situation man som læge udskriver dem til. I undersøgelsen er pårørende og hjemmepleje desuden inviteret til en tættere dialog om pleje og behandling i hjemmet end hidtil.
Undersøgelsens resultater har været med til at påvirke praksissen for geriatriske patienter på en række afdelinger - eksempelvis screenes skrøbelige ældre patienter i højere grad med henblik på opfølgning i hjemmene efter hospitalsudskrivelse.
Desuden viser undersøgelsen, at liggetiden nedbringes fra tre til to dage, ligesom det er omtrent 600 kr. billigere pr. patient, vurderes det.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.