Mange børn og unge i Region Hovedstaden må fortsat vente for lang tid på at få at vide, om de lider af en alvorlig psykisk sygdom såsom adhd, angst eller asperger. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at lidt over halvdelen af børn og unge ventede mere end 30 dage på at blive udredt i psykiatrien sidste år.
Sundhedsdatastyrelsens taler indikerer, at manglende udredninger er et hovedstadsproblem. Hovedstaden overskred fristen i henholdsvis 66 pct. og 58 pct. af sagerne i 2018 (1. og 2. kvartal), mens tallene for landsgennemsnittet var 24 og 22 pct.
Udover Hovedstaden har kun Region Sjælland overskredet fristen i mere end ti pct. af sagerne. I Region Syddanmark, er overskridningstallene beskedne to og tre pct. og den gennemsnitlige udredningstid 30 dage eller en tredjedel af udredningstiden i Hovedstaden. På landsplan er gennemsnitsudredningstiden for de to første kvartaler i 2018 henholdsvis 43 og 46 pct.
Kæmpeproblem
Hovedstadens vanskeligheder med at overholde fristerne er et kæmpe problem, siger Knud Aarup, som er landsformand i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri.
- Ventetiden er hård for forældrene, hvis barnet måske er angst, og barnet får det ofte dårligere ved ikke at komme i behandling. Psykiatrien er presset på ressourcer, og de har simpelthen ikke midler nok. siger han til DR.
Formand for regionens social- og psykiatriudvalg Susanne Due Kristensen (S) mener bestemt, at regionen prioriterer børn og unge, men forklarer den lave udredningsprocent med, at der er kommet mange flere børn.
- Vi har en øget tilgang af børn og unge i psykiatrien. Og jeg synes faktisk, det er flot, at vi næsten holder udredningen på det samme niveau som året før, til trods for at der er kommet 550 flere børn til, siger hun til DR.
MG
Udredningsretten
- Udredningsretten giver patienter ret til at blive undersøgt og udredt inden for 30 dage, når de henvises til et sygehus.
- Udredningsretten er en patientrettighed som skal sikre, at patienterne bliver udredt hurtigt, så en eventuel behandling kan blive sat i gang.
- Kan regionen ikke leve op til det, har man udvidet ret til at vælge udredning hos et privathospital - det såkaldte udvidet frit sygehusvalg.
- Retten gælder både psykiske og somatiske sygdomme.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.