dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Hovedstaden og Sjælland vil deles om lægerne
Der mangler læger på bl.a. Nykøbing Falster Sygehus, og derfor er de to regioner nu enige om at tage fælles ansvar om bl.a. delestillinger og videreuddannelse.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Hovedstaden og Sjælland vil deles om lægerne

Manglen på personale i yderområder er et fælles ansvar, erklærer de to regioner i ny samarbejdsaftale for hele Østdanmark.
7. DEC 2022 10.47

HOVEDSTADEN / SJÆLLAND: Sundhedsvæsenet er presset af problemer med at rekruttere og fastholde personale. For at sikre, at det østdanske hospitalsvæsen fortsat er robust, indgår regionerne Hovedstaden og Sjælland nu en udbygget aftale, der skal styrke samarbejdet om at udvikle hospitalsbehandlingen i hele Østdanmark. Det oplyser de to regioner.

Politikerne bakker bredt op om aftalen, der tirsdag var til behandling i Regionråd Sjælland og i forretningsudvalget i Region Hovedstaden, der 13. december har den til endelig behandling i regionsrådet.

- Jeg er glad for, at der var bred enighed i Forretningsudvalget om, at den mangel på læger, som især mærkes i yderområderne i Region Sjælland, er et fælles ansvar og kræver fælles løsninger. Med en aftale kan vi få et mere forudsigeligt og strategisk samarbejde fremfor dag til dag-løsninger, som alt andet lige presser afdelingerne mere, siger Hovedstadens regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Han understreger, at dette er det første skridt i et tættere samarbejde mellem de to naboregioner.

Færre læger og flere syge i Region Sjælland

Problemerne har medført et behov for, at Hovedstaden i højere grad understøtter Region Sjælland ved at stille ressourcer og kapacitet til rådighed, også på ikke-specialiserede områder. 

- Vi har en særlig udfordring i Region Sjælland med forholdsvis færre læger og andet sundhedspersonale og samtidig flere borgere med kroniske sygdomme. Det giver i dag en stor ulighed i sundhedsvæsenet, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

- Jeg er derfor glad for vores aftale med konkrete tiltag om delestillinger og partnerskaber, som også ser på en styrkelse af den lægelige videreuddannelser, så flere speciallæger lander i Region Sjælland. Samtidig skal vi samarbejde og koordinere tættere, så vi ikke indbyrdes ligger og konkurrerer om de samme medarbejdere

Samarbejdsaftalen har fokus på fire områder:

  • HØJTSPECIALISERET BEHANDLING - Regionerne skal fortsætte samarbejdet om den højt specialiserede behandling og understøttelsen af Sjællands Universitetshospital. Det betyder, at Region Sjælland fortsat henviser patienter til Region Hovedstaden, når patienterne har behov for specialiseret behandling, som regionen ikke selv varetager. Derudover hjælper Region Hovedstaden med at opbygge nye specialiserede funktioner på Sjællands Universitetshospital. Region Sjælland har en ambition om at hjemtage specialiserede regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner med tiden.
  • SPECIALLÆGER - Regionerne skal sammen styrke dækningen af speciallægestillinger i Region Sjælland. Det skal gøres gennem delestillinger, partnerskaber og nye typer samarbejdsformer i de funktioner, der ikke kræver, at speciallægen er fysisk til stede. Delestillinger svarende til 30 årsværk slås op som nye stillinger i første halvår af 2023 med delt arbejdstid på et hospital i Region Hovedstaden og et sygehus i Region Sjælland.  Hvordan ordningen med delestillinger konkret kan udmøntes, skal drøftes med Lægeforeningen og den enkelte speciallæge. Og frivillighed er afgørende.
  • LÆGELIG VIDEREUDDANNELSE - Regionerne skal sammen styrke den lægelige videreuddannelse organisatorisk og indholdsmæssigt. Der skal etableres samarbejdsstrukturer samt sikres, at en større andel af årsværket er i Region Sjælland. Derudover skal flere hoveduddannelsesforløb starte og slutte i Region Sjælland.
  • FÆLLES ARBEJDSMARKED - Regionerne skal være bedre til at samarbejde og koordinere på personaleområdet på tværs af Østdanmark.  Samarbejdet gælder læger og øvrigt sundhedspersonale såsom jordemødre og sygeplejersker. Regionerne skal ikke indbyrdes konkurrere på bl.a. løn, tillæg samt brug af vikarer. I den forbindelse skal kommunerne også inddrages.

Læs hele aftalen her

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.