174 ledende overlæger på alle landets sygehusafdelinger har svaret på en undersøgelse foretaget af Overlægeforeningen, og den viser, at 7,7 pct. af speciallægestillingerne - svarende til 773 speciallæger - er ubesatte, oplyser Overlægeforeningen.
Manglen på specialister på landets sygehuse er en bombe under sundhedsvæsnet, fordi flere og flere afdelinger får svært ved at opretholde normal drift, siger formand for Overlægeforeningen Susanne Wammen.
- Fødeafdelingen i Roskilde mangler seks ud af ti speciallæger, og det betyder, at afdelingen balancerer på randen af et kollaps. I Region Midtjylland er manglen på speciallæger en vigtig faktor i sagen om for mange amputationer på de karkirurgiske afdelinger. Og i psykiatrien kæmper overlægerne overalt med at opretholde selv de mest basale behandlingstilbud, siger Susanne Wammen.
Stor forskel på områder og regioner
Manglen på specialister er størst i psykiatrien, hvor det på landsplan er hver femte stilling, der er ubesat, viser undersøgelsen. Men også afdelinger, der står for afgørende undersøgelser og scanninger af patienter, har problemer: her mangler hver tiende speciallæge. Det har ifølge Overlægeforeningen bl.a. ført til, at mange kvinder ikke er blevet undersøgt for brystkræft inden for de tidsfrister, som myndighederne har fastsat.
- Vi har alvorlig mangel på specialister inden for bl.a. scanning og røntgen, neurologi, lungemedicin, psykiatri og ældresygdomme. Det medfører alt for lange ventelister og giver sygehusene problemer med at levere en behandling af en tilstrækkelig høj kvalitet. Derfor er der brug for en langt stærkere indsats for at få uddannet flere speciallæger inden for de hårdest ramte områder, siger Susanne Wammen.
Tilsvarende er der store forskelle mellem regionerne. I Nordjylland er 13 pct. af speciallægestillingerne ubesatte, og i Region Sjælland er det mere end hver 10. I Region Hovedstaden, der traditionelt har haft nemmest ved at rekruttere læger, er knap fem pct. af stillingerne ubesatte.
Overlægeforeningens formand opfordrer regioner og sygehusledelser til en bedre fordeling af arbejdsopgaverne, så speciallægerne kan fokusere på kerneopgaver som behandling, ledelse, forskning og uddannelse af nye medarbejdere.
Rapporten fra undersøgelsen kan ses her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.