HOVEDSTADEN: Fnatramte borgere i Region Hovedstaden ringer fortsat i hobetal til akuttelefonen 1813 - men meldingen er nu, at der ikke er mere medicin til at behandle den kløende syge. Det siger overlæge ved akutberedskabet 1813, speciallæge i almen medicin, Asmus Thun Bisgaard, til TV2 Lorry. Han har været i kontakt med flere apoteker i hovedstadsområdet, der i deres centralregister kan se, at håndkøbsmedcin mod fnat - Nix og Permethrin - er udsolgt.
- Det ser ud til, at det måske først kommer tilbage 30. december. Det er lidt kritisk. Mange ringer, men vi kan ikke behandle det. Hvis ikke vi får behandlet fnat, så stiger det i omfang. Og det bliver kun værre hen over julen, fordi der er så mange helligdage, siger Asmus Thun Bisgaard.
Ifølge TV2 Lorry får Akuttelefonen 1813 omkring hundrede opkald om måneden fra personer, der er bekymrede for, om deres kløe skyldes den lille fnatmide. De mange henvendelser har stået på i omkring et års tid, siden en række efterskoler blev ramt af fnatepidemi i december sidste år. Der er ikke nogle officielle tal på, hvor mange personer, der smittes med fnat. Flere hospitaler i hele landet overrendes med fnatsmittede, lød det blandt andet i sidste uge fra Politiken. Også salget af den creme, som patienter behandles med, vidner om, at flere og flere rammes af fnat.
ibs
Fakta
I 2012 blev der solgt omkring 44.000 pakker fnatmedicin. I 2018 var det steget til 67.000 pakker.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.