
En ny metode til støtte af udviklingen hos børn med autisme er siden sensommeren blevet afprøvet af 15 børn sammen med deres forældre.
Det har de gjort med så gode resultater, at alle børn mellem to og seks år, der bliver diagnosticeret med autisme på en af landets børnepsykiatriske afdelinger, i en toårig periode nu skal have tilbud om at deltage i et forskningsprojekt.
Det skal undersøge effekten af lege, hvor børnene sammen med deres forældre øver sprog og evnen til at begå sig socialt. Fra nytår vil 280 børn i alderen fra to til seks år fra hele landet blive tilbudt at deltage i et forskningsprojekt, og halvdelen af dem skal bruge hjemmevideo i træningen.
Bag initiativet står blandt andre Niels Bilenberg, som er professor i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark.
- Autisme kan ikke fjernes eller helbredes. Ambitionen er at løfte børnenes evne til at kommunikere og blive bedre til at indgå i fællesskaber.
Hjemmevideo som udgangspunkt
Det er første gang, at der er udsigt til et behandlingstilbud til børn med autisme. Metoden indebærer hjemmevideooptagelse af barnet i hverdagen gennem et halvt år.
Udsnit af optagelserne hos familien i Greve er jævnligt gennemset med en børnepsykolog på Børnepsykiatrisk Klinik i Roskilde. Og med hendes råd har forældrene fået en større forståelse for, hvordan de bedst hjælper barnet fx hvad de gør, hvis det pludselig dropper ud af legen eller er svær at forstå.
- Vi har fået en dreng, der kan formulere et spørgsmål og svare, når vi spørger ham om noget. Vi hører ham også synge og tælle, siger Mianne Skytte fra Greve, der er mor til fem-årige Robert.
Før programmet sagde han kun få ord så utydeligt, at kun de nærmeste forstod ham. Nu kan han også spørge sine børnehavevenner, om de vil lege, og er han ked af noget, kan han med andet end lyde og tårer fortælle det til sine forældre.
Ind gennem legen
Sprogtræningen har ikke fyldt meget. Det er især gennem legen, at Robert har fundet ordene. At tage udgangspunkt i barnets hverdag gør ifølge professor Niels Bilenberg metoden unik.
- Det er forældrene, der støtter barnets udvikling, og ikke en terapeut. Forældrene bliver ved med at være der, og dermed håber vi, at effekten bliver langvarig.
Hidtil har støtten bestået i at informere forældrene om diagnosen og vejlede dem i, hvordan de bedst kan støtte barnet.
- Vi har manglet en behandling, der kan forbedre børnenes funktion. Det har fået mange forældre til autistiske børn til at føle sig meget alene, siger Niels Bilenberg.
Forskningsprojektet, der finansieres af private fonde med 33 millioner kroner, bygger på daglige halvtimes videooptagelser af barnets leg med begge forældre eller med den ene af dem.
/ritzau/cwa
Fakta om autisme:
* Omkring to procent af danske børn får en autisme-diagnose. Graden kan variere fra barn til barn. Nogle kan gå i almindelig folkeskole, mens andre kan være så hårdt ramt, at de skal have hjælp på en institution.
* Autisme er medfødt og påvirker barnets opfattelse og sociale adfærd. Nogle kan have svært ved at tale, og andre kan have svært ved at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser.
* Resultater fra England viser, at børnenes sproglige og sociale udvikling kan fremmes, hvis de i en periode dagligt deltager i legeøvelser med forældrene.
* Legeøvelserne videofilmes, og bagefter gennemser forældrene optagelserne med en børnepsykolog. I Danmark har 15 børn og deres familier indtil videre afprøvet metoden.
* Fra nytår vil 280 børn i alderen fra to til seks år fra hele landet blive tilbudt at deltage i et forskningsprojekt. Ved lodtrækning vil halvdelen komme med i programmet, mens den anden halvdel vil få de sædvanlige støttetilbud.
* Kan indsatsen dokumenteres, er det planen at indføre metoden som et fast tilbud i hele landet. TrygFonden, Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden har finansieret projektet med 33 millioner kroner.
Kilder: Lundbeckfonden og professor Niels Bilenberg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.