Tæt på halvanden million borgere er generet af støj i deres hverdag, og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre inden for de næste par år. Det siger Rådet for Grøn Omstilling, som med hjemmesiden 'Rolig bolig' vil forsøge at hjælpe med at løse støjproblemerne.
- Støjforurening er et meget stort problem. Det kan medføre nogle ganske alvorlige lidelser, som skyldes den stress, støjen giver anledning til, siger Kåre Press-Kristensen, som er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
- Vi håber, at hjemmesiden kan være med til at hjælpe folk med at få fokus på støjproblemet - både over for kommunalpolitikerne, der kan gøre en masse ting i den enkelte kommune, men også over for eksempelvis boligselskaber, siger han.
I dag ligger EU's grænseværdi for støj på 58 decibel. Det svarer til et niveau, hvor to mennesker taler sammen. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er støjforurening det andet største miljøproblem, når man taler sundhedseffekter, kun overgået af luftforurening.
Samler ny viden
Indtil nu har information om støjforurening og løsninger været tilgængeligt gennem flere forskellige kanaler. Den nye hjemmeside samler den nyeste viden om trafikstøj, lovgivning, støjdæmpende foranstaltninger og handlemuligheder for støjramte borgere.
Og særligt borgerne kommer til at få gavn af rådene, mener Kåre Press-Kristensen.
Han peger på, at trafik i dag er den største årsag til støjforurening. Det er særligt i byer og ved boliger tæt på trafikerede veje, at støjen skaber problemer.
- Vejstøj skaber stresshormoner i en mindre målestok, hvis vi bor i nærheden af en stærkt trafikeret vej. Det betyder, at kroppen hele tiden er lidt i alarmberedskab, siger Kåre Press-Kristensen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.