Når dele af Danmark efter planen åbner efter påske, vil det føre til flere coronasmittede og flere indlæggelser på landets sygehuse. Sådan lyder vurderingen i en rapport fra en ekspertgruppe, som Statens Serum Institut har stået i spidsen for. Rapporten var grundlaget for den kontrollerede genåbning af Danmark, som statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede mandag.
I rapporten har man forsøgt at beregne effekten af åbningen ud fra en matematisk model. Den delvise åbning vil betyde, at smittetrykket - hvor mange personer en smittet selv smitter - vil stige til 1,23 fra 1,00. Det vil føre til, at antallet af indlagte vil stige til 649 almindelige sengepladser. 264 vurderes at skulle på en intensiv afdeling. I øjeblikket er der 472 indlagte på landets sygehuse, hvoraf 127 er på en intensivafdeling.
Den maksimale belastning af sundhedsvæsnet ventes at vare fra starten til midten af maj. Dermed vil den øgede smitte være til at håndtere for det danske sundhedsvæsen.
Og hvis vi ikke gør, som der bliver sagt?
Der vurderes at kunne frigives 925 intensivpladser med respiratorer på landets sygehuse til coronapatienter. Det har Sundhedsstyrelsen tidligere vurderet. Det skal dog med, at estimatet for behovet for sengepladser er vurderet som det mest sandsynlige. Men der er også mulighed for, at der bliver behov for enten færre eller markant flere sengepladser.
Intervallet i modellen for almindelige sengepladser svinger mellem 254 og 2.314, mens det på intensiv er mellem 124 og 735. Statens Serum Institut understreger, at modellen ikke er fuldt ud udviklet, og at der ikke har været danske data for alle forudsætninger i modellen.
Man har også forsøgt at beregne, hvad det vil have af konsekvenser, hvis befolkningen stopper med at overholde rådene om social afstand og god håndhygiejne. I det tilfælde vil smittetrykket stige til 1,72. Det vil skabe behov for 767 intensivpladser - med et interval på 182 til 1.780 - og 1.893 almindelige pladser - i et interval på 368 til 6.030.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.