
HJØRRING / NORDJYLLAND: Nu skal forskere blive klogere på, hvordan børn og unges sundhed og udvikling påvirker deres muligheder for at få uddannelse og arbejde senere i livet.
Et samarbejde mellem Hjørring Kommune, fire institutter på Aalborg Universitet samt Center for Klinisk Forskning ved Regionshospital Nordjylland skal følge kommunens Ungegaranti. Samarbejdet vil løbe over en ti-årig periode frem til 2032 og give unik viden om sammenhængen mellem de unges sundhed, sociale forhold og bopæl og deres muligheder for at opnå uddannelse og job.
Ungegarantien blev sat i søen af kommunen i 2019 som en strategi, der skal sikre de bedste vilkår for børn og unge i forhold til at finde den rigtige uddannelse, det rigtige job og et godt liv. Helt konkret har 152 virksomheder og kommunen givet hinanden håndslag på at sikre støtte og hjælp til unge ,så de kan finde deres vej til en ”positiv destination” gennem uddannelse og job.
Der var allerede indgået forskningssamarbejde med universitetet, men nu udvides altså med regionshospitalet.
Unik viden
- Det er helt fantastisk, at så mange og dygtige forskere er med i forskningssamarbejdet og tilmed i ti år. Det giver os en mulighed for at få en unik viden og indsigt i, hvordan vi på den helt lange bane kan hjælpe og støtte børn og unge til at opnå deres positive destination i deres tilværelse, siger Per Møller (K), formand for kommunens arbejdsmarkeds-, erhvervs- og uddannelsesudvalg.
Center for Klinisk Forskning ved Regionshospitalet i Nordjylland ser det som en helt enestående mulighed for - for første gang nogensinde - at kæde sundhed, skolegang, uddannelse og job sammen i en stor undersøgelse.
- Det er helt usædvanligt at vi indgår et ti-årigt samarbejde omkring forskning. Sædvanligvis er den slags samarbejde på fire år. Men Ungegarantien er så interessant, og dermed giver det os særlig anledning til at forske i de mulige sammenhænge, der kan være mellem sundhed og det at fuldføre en uddannelse og efterfølgende få et job, siger lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjortshøj.
Kan vise effekter
Forskningssamarbejdet vil give indblik i de unges udfordringer, følge deres udvikling og gøre det muligt at forstå og finde ud af årsagssammenhænge. Samtidihg vil det også kunne give svar på, hvilke effekter kommunens Ungegaranti har.
- Vi ønsker jo det bedste for vores børn og unge, og med dette forskningssamarbejde kan vi også blive klogere på, hvordan vi på tværs af for eksempel sundhedsvæsnet, skoler, ungdomsuddannelser og erhvervslivet kan blive bedre til at koordinere og samarbejde, siger Per Møller.
Han tilføjer, at det er et enigt arbejdsmarkeds-, erhvervs- og uddannelsesudvalg, der nu anbefaler byrådet at indgå i det forpligtende forskningssamarbejde.
Udvidelsen af forskningssamarbejdet vil medføre en årlig udgift for kommunen på 189.000 kr. i ti år.
De fire institutter fra universitetet, som deltager, er Klinisk institut på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Institut for politik og samfund, Institut for sociologi og socialt arbejde samt Institut for kultur og læring.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.