
NORDJYLLAND: Systematisk mundhygiejne inden operation kan reducere antallet af infektioner med 50 pct., viser et projekt på Aalborg Universitetshospital i samarbejde med Region Nordjylland, Center for Kliniske Retningslinjer og med støtte fra Sundhedsministeriet.
På to år har hospitalets hjerte-lungekirurgiske afdeling således undersøgt, om lægerne kunne mindske infektioner blandt patienter, hvis de før hjerteoperation udførte omhyggelig mundhygiejne efter kliniske retningslinjer.
- Blandt de patienter, der fulgte anbefalingerne for tandbørstning og brug af Klorhexidin mundskyllevæske, oplevede langt færre at få en infektion, mens de var indlagt – faktisk reducerede fokus på mundhygiejne risikoen med 50 pct., siger projektsygeplejerske Anita Tracey.
En lille ting at implementere
Helt konkret har deltagerne i to dage før operationen børstet tænder fire gange dagligt og efterfølgende skyllet mund med Klorhexidin. Når patienterne mødte ind, fulgte en sygeplejerske op på, om patienten havde udført den præoperative mundhygiejne og sørger for, at mundhygiejnen bliver opretholdt indtil dagen efter operationen.
Færre hospitalserhvervede infektioner betyder mindre lidelse for patienterne, mindre antibiotikaforbrug og færre sengedage på hospitalet. Resultaterne af projektet er ifølge hospitalet markante.
- Det er en lille ting at implementere. Projektet bygger bro mellem teoretisk viden og klinisk hverdag og giver bare så meget mening. Det er ikke noget, der kræver øgede ressourcer, men blot øget opmærksomhed – og hvis du som patient skal vælge imellem at blive vasket i ansigtet eller at få børstet tænder, så er valget ikke svært set fra et kvalitetsperspektiv, siger Anita Tracey.
eo
Om undersøgelsen
972 patienter deltog (466 i interventionsgruppene og 506 i kontrolgruppen). 87 pct. svarende til 405 patienter i testgruppen fulgte anbefalingerne for mundhygiejne. I interventionsgruppen endte 6,2 pct. med at skulle have antibiotika mod infektion. I kontrolgruppen var det 12,5 pct.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.