dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Fejlfindingskultur lammer systemet. Ingen tør tage ansvar
Helene Probst - fotoet er fra dengang, hun var vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Helene Probst sagde op:
"Fejlfindingskultur lammer systemet. Ingen tør tage ansvar"

Den nu tidligere lægefaglige koncerndirektør mener, at kræftskandalen ikke kun handler om alvorlige fejl, men om et presset sundhedsvæsen uden tilstrækkelig tillid.

MIDTJYLLAND: I går sagde to midtjyske nøglepersoner deres stilllinger op, som de seneste følger af kræftskandalen på AUH: Regionsdirektør Pernille Blach Hansen og lægefaglig koncerndirektør Helene Probst.

Og mens den øverste administrative leder i et opslag på Linkedin ikke satte sin opsigelse i direkte forbindelse med kræftskandalen, valgte Helene Probst, der kun nåede at være i jobbet i syv måneder, at komme med sin vurdering af situationen i sit Linkedin-opslag.

Hun skriver blandt andet:

Jeg brænder for at nytænke sundhedsvæsenet. Behovet er stort, men det er samtidig svært.
Det skal ske i et konstruktivt samspil mellem sundhedsprofessionelle, administratorer og politikere. Når der ikke er en tilstrækkelig grad af tillid til hinanden og når fokus er på at gå efter fejl med henblik på sanktion, så får det meget vanskelige kår. Det lammer systemet. Ingen tør mene noget nyt, tage ansvar eller træffe beslutninger.

Sagen om maksimale ventetider handler om alvorlige fejl. Men den handler også om et presset sundhedsvæsen. Den handler om, hvad der sker når økonomi, ressourcer og professionelt overskud ikke længere hænger sammen. Det er en kompleks sag, som udover fejl også omfatter fx skæv prioritering, misforståelser af regler, modsatrettede styringsmæssige hensyn, manglende implementering, svære rekrutteringsudfordringer, faglige uenigheder og konflikt.

Hvis vi vil løse fejl, som bunder i komplekse udfordringer, kræver det en langt mere helhedsorienteret, konstruktiv og fællesskabsorienteret tilgang – fra alle aktører. Jeg håber, at gode og kloge samarbejdspartnere i fredstid vil reflektere over håndtering af sager, hvor der sker fejl. Jeg tror, at vi skal finde modet til at gøre det på en anden måde. En måde der gør os klogere, og som kan være til gavn for sundhedsvæsenet, som jo er vores fælles ansvar og vores fælles eje.

Ottende punkt tilføjet

Probsts indlæg får på LinkedIn en meget lang række forstående og støttende kommentarer - og de første 873 likes m.m. - fra kolleger i sundhedssystemet landet over. 

I Jyllands-Posten mener professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, at Pernille Blach Hansen har svigtet ved ikke at have sagt fra over for politikerne på Christiansborg: "Hun burde have gjort dem klart, at økonomien umuligt hænger sammen med de ambitioner og patientrettigheder, der politisk er vedtaget. Man kan ikke have Premier League-ambitioner med en 2. divisionsøkonomi."

Til samme avis nævner regionsrådsformand Anders Kühnau (S), at "det er vigtigt at zoome ind på ansvarsfordelingen mellem det politiske niveau og koncernledelsen", og "at en bedre balance mellem politisk og administrativ topledelse er føjet til som et ottende punkt til det syvpunktsprogram, som regionsrådet har udarbejdet for at løse de aktuelle problemer på AUH".

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.