VESTHIMMERLAND: Frem til og med tirsdag i næste uge er Aalestrup Skole lukket for både elever og lærere. Det sker, fordi der er mistanke om, at en lærer på skolen er smittet med den nye coronavariant omikron.
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der er tale om et mistænkt tilfælde med omikron-varianten, der nu skal gennem helgenom-sekventering, før man endeligt kan be- eller afkræfte, at der er tale om den nye variant.
Vesthimmerland Kommune skriver på Facebook, at den har været i kontakt med mulige nære kontakter til den smittede og anbefaler desuden, at alle på skolen bliver PCR-testet lørdag og mandag.
Der bliver ifølge kommunen arbejdet på at sikre den nødvendige testkapacitet.
14 danske tilfælde bekræftet
Den seneste opgørelse viser, at der i alt er fundet 14 tilfælde af Omikron i Danmark. De første to tilfælde blev bekræftet søndag den 28. november. Det er altså mindre end en uge siden.
11 af de foreløbigt 14 bekræftede tilfælde har forbindelse til udlandsrejser. Foruden de 14 bekræftede tilfælde bliver der i øjeblikket undersøgt 18 smittetilfælde, der mistænkes for at være med omikron-varianten.
Tidligere på ugen var en skole i Odense lukket ned på grund af mistanke om smitte med omikron. Der viste sig dog at være tale om Delta-varianten i stedet.
Varianten blev først fundet i det sydlige Afrika i slutningen af november. Siden har den spredt sig til flere lande i Europa.
Kan give større risiko gentagen smitte
Torsdag lød det fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), at varianten i løbet af de næste få måneder kan udgøre over halvdelen af smittetilfældene i Europa.
Den sydafrikanske sundhedsstyrelsen, NICD, har desuden oplyst, at omikron-varianten giver større risiko for at blive smittet igen.
Risikoen er større, fordi varianten er mindre følsom over for de antistoffer, der bliver dannet, når man har været smittet og bliver rask igen. Risikoen for at blive smittet igen er tre gange så høj som for beta- og delta-varianten, viser data fra NCID.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.