
Den årlige fraværsstatistik fra KRL, Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, er nu udkommet. Den viser, at det kommunale sygefravær er faldet fra 16,1 dage i 2022 til 14,8 dage i 2023.
Det sker, efter at fraværet har været stigende i flere år - fra 11,7 dage i 2017 til 16,1 sidste år og altså nu 14,8. Selv om det nu er faldet, ligger det stadig på niveau med fraværet i 2021 under covid-19. Før da, i årene 2014-2020, lå fraværet ret stabilt omkring 12 dage.
I regionerne er sygefraværet faldet fra 14,2 dage i 2022 til 12,7 dage i 2023. Men også her er fraværet stadig lige så højt som i 2021 under covid-19.
Lavest på Samsø
Det laveste sygefravær har Samsø med 11,8 dage efterfulgt af Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Hedensted, Viborg, Læsø, Rebild, Favrskov, Skive og Holstebro. Det viser DK Nyts behandling af tallene.
Det højeste sygefravær findes på Langeland med 20,4 dage efterfulgt af Ærø, Bornholm, Faxe, Ishøj, Kalundborg, Gribskov, Frederikssund, Tårnby og Slagelse.
Det store fravær i både Langeland og Ærø er sket efter en større stigning siden året før. De to kommuner er sammen med Fredensborg, Faxe, Thisted og Samsø de eneste kommuner, der har oplevet stigende sygefravær siden året før.
Det største fald i sygefraværet er sket i Morsø Kommune med 23,7 pct. efterfulgt af Hedensted, Helsingør, Stevns, Fanø, Rødovre, Brøndby, Vallensbæk, Randers og Lyngby-Taarbæk.
Statestikken viser også, at kun 15,4 pct. af de fuldtidsbeskæftigede slet ikke havde sygefravær i 2023.
Som tidligere år er fraværet størst hos de kvindelige medarbejdere, 15,7 dage i snit mod 11,7 dage for mændene.
Langtidssygefravær på mere end fire uger udgør 35,4 pct. af det samlede sygefravær, altså over en tredjedel.
Sygefravær på bare en enkelt dag udgør 8,6 pct., mens sygdom på to-syv dage udgør 34,3 pct. af fraværet, og sygdom på 8-14 dage udgør 6,4 pct. Det er især de to sidste kategorier, der er faldet sidste år.
KRL's nyhedsbrev om fraværsstatistikken kan hentes her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.