Hver tiende gravide forsikrer sig selv og sit ufødte barn med en graviditetsforsikring hos Tryg. Det skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
Heri fremgår det, at graviditetsforsikringen blandt andet indeholder psykologhjælp og online jordemoder både under graviditeten og efter fødslen og forebyggende tilbud som kurser og vejledninger.
Den omfatter ikke hjælp og ydelser, som det offentlige allerede tilbyder gravide i Danmark.
Tryg har 5700 kunder med en aktiv graviditetsforsikring. Ifølge Danmarks Statistik var der i 57.469 fødsler i 2023. Tryg lancerede graviditetsforsikringen for to år siden som det første forsikringsselskab i Danmark.
Mikkel Zimakoff, kommerciel direktør for Trygs danske privatforretning, oplever en interesse for at forsikre "det nære".
- Graviditetsforsikringen er kommet rigtig godt fra start, og der er stor interesse fra både første- og flergangsfødende. Der er en tendens til, at de bløde værdier som helbred og familie er blevet vigtigere for vores kunder. Når vi sammenligner med bil, båd og bolig, hvor man normalt forsikrer sig, kan vi se, at det bliver mere og mere populært, siger Zimakoff.
Unødvendigt
I efteråret 2024 lancerede Topdanmark også en graviditetsforsikring i samarbejde med babyudstyrsbutikken BabySam. Dermed er det med Trygs tal minimum hver tiende gravide, der tegner en graviditetsforsikring i Danmark.
Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), mener ikke, at det er nødvendigt med en yderligere forsikring til gravide i Danmark.
- Som gravid i Danmark er der ikke behov for at tilkøbe ekstra forsikringer for at være sikker. Vi har et rigtig godt sundhedssystem.
- Graviditet og børn er et område, hvor der er rigtig meget salg, og det skal stå folk frit for, hvorvidt man har lyst til at købe en forsikring eller ej, siger Kjellberg til Børsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.