Mange børn og unge lister en lille, hvid nikotinpose under læben i klasselokalet eller ryger en smøg i frikvarteret, selv om det egentligt ikke er tilladt.
Et forbud mod cigaretter og nikotinprodukter i grundskoler og på ungdomsuddannelser, der blev indført i 2021, har tilsyneladende ikke haft den store effekt. Tværtimod er forbruget steget. Det viser en stor undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der offentliggøres onsdag.
- Der er faktisk stadigvæk rigtig mange af vores børn og unge, både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, som enten ryger eller bruger nikotinposer, mens de er i skole, siger seniorforsker Lotus Sofie Bast, der er medforfatter til undersøgelsen.
- Selv om vi har røg- og nikotinfri skoletid, er der helt klart plads til forbedringer i forhold til at håndhæve det, siger hun.
Den stigende tendens gælder på tværs af grundskole og ungdomsuddannelser, fremgår det af undersøgelsen, hvor 9.200 børn og unge har deltaget. Især de røgfrie nikotinprodukter er meget udbredte i skoletiden.
Udvikling bremset
Blandt brugere af dem svarer ni ud af ti både på gymnasier og erhvervsuddannelser, at de bruger dem i løbet af en undervisningsdag. I folkeskolen gælder det otte ud af ti. Det er rigtig svært at håndhæve forbuddet for de produkter, der ikke umiddelbart kan ses eller lugtes.
En god nyhed i rapporten er, at de senere års stigning i andelen af de unge, der bruger mindst et tobaks- eller nikotinprodukt, ser ud til at være bremset fra 2022 til 2023, fortæller Lotus Sofie Bast.
- Jeg bider mærke i, at det nu ser ud til at stagnere, siger hun.
I 2022 brugte 37 procent af de 15-29-årige, der har svaret på undersøgelsen, mindst et tobaks- eller nikotinprodukt. I 2023 gjaldt det 36 procent. I 2020 var tallet 30 procent.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.