LEMVIG: Lemvig Kommunes læger og Region Midtjylland kom i går, torsdag, frem til et kompromis for begge parter i en længere uenighed - og lægerne bliver således i Lemvig Kommune på grund af lovning på ferie. Den endelige aftale bliver udarbejdet inden jul, skriver DR Midt & Vest.
Lægerne i Lemvig var ellers uenige med regionen om, hvordan der skulle sikres ferie til de praktiserende læger. Lægerne ville have regionen til at afløse ved ferie, efteruddannelse og sygdom, men det så regionen ikke som en mulighed, fordi lægerne er selvstændig erhvervsdrivende.
Alligevel nåede de til enighed. På baggrund af uenigheden overvejede lægerne ellers at stoppe, men det er ikke længere aktuelt.
- Der er sikret, at der bliver kvalificeret lægehjælp. Alle detaljer er ikke på plads, men der er fundet løsninger, siger repræsentant for de praktiserende læger, Hans Holmgaard fra Thyborøn til DR Midt & Vest.
'Vigtigt i forhold til at tiltrække nye læger'
Hans Holmgaard kalder håndslaget mellem lægerne og regionen altafgørende for at fortsætte som praktiserende læge, for 'både jeg og mit personale har brug for tre ugers ferie, ellers kan vi ikke arbejde', som han siger til DR Midt & Vest.
Det er også et vigtigt skridt i forhold til muligheden for at tiltrække nye læger i fremtiden, lyder det fra lægernes repræsentant:
- Hvis vi var endt med at alle læger var holdt op, fordi de ikke kunne få ferie, ville det være fuldstændig umuligt at rekruttere yngre praktiserende læger i fremtiden.
Formanden for lægepraksisudvalget i Region Midtjylland, socialdemokraten Annette Roed, er glad for, at faren er drevet over.
- Vi har mødt hinanden i en løsning, sådan at man kan holde sin ferie, når man har brug for den. Samtidig sørger vi for at hjælpe med at dække ind, og så sørger lægerne også for at dække for hinanden, siger hun til DR Midt & Vest.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.