Copenhagen Research Center for Mental Health - Core, Region Hovedstadens Psykiatri, skal i et nyt forskningsprojekt forske i effekten af headspace, der er en mental sundhedsfremmende indsats over for psykisk sårbare unge i alderen 12-25 år. Det oplyser headspace.
Der har været flere evalueringer af headspace gennem tiden, som viser, at de unge i headspace i høj grad føler sig set, hørt og forstået, og at de føler sig godt tilpas i den måde, ungerådgiveren taler med dem. De metodiske udfordringer i disse evalueringer er imidlertid, at resultaterne ikke er blevet sammenholdt med en sammenlignelig kontrolgruppe.
- Vi har jo længe ment og også fået dokumenteret, at headspace hjælper unge til at finde tilbage på deres livsbane i tide, så de ikke skal i kontakt med psykiatrien, men med dette forskningsprojekt kommer det til at stå sort på hvidt, hvad headspace gør, og hvor meget værdi vores arbejde skaber, siger direktør i Det Sociale Netværk/headspace Danmark Trine Hammershøy.
Store forventninger
Der er en række forskere tilknyttet projektet, blandt andre forskningsoverlæge og ph.d ved Region Hovedstadens Psykiatri Lene Eplov, professor i psykiatri ved Københavns Universitet samt overlæge ved Psykiatrisk Center København Merete Nordentoft.
- Unges dårlige mentale trivsel er en virkelig stor udfordring for samfundet. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi sætter alle kræfter ind på at få den forbedret, siger Merete Nordentoft.
Der forventes et forskningsmæssigt gennembrud, der kan bidrage med ny, banebrydende viden, der ikke alene gavner den forebyggende indsats i regi af headspace, men som også kan bidrage med ny viden og dokumentation målrettet folkeskolen, uddannelsesinstitutioner, kommunale indsatser m.v. Andre organisationer med sociale formål vil ligeledes kunne drage nytte af den nye viden og dokumentation af værdien i den forebyggende indsats.
Omkostningseffektivitet skal afdækkes
Projektet kommer til at køre fra 2022 til 2026 og vil inddrage 1.500 unge, der har modtaget hjælp i headspace. Der er tale om et registerbaseret effektstudie, hvor de unges trivsel holdes op mod en matchet kontrolgruppe efter henholdsvis seks måneder og tre år.
Dette understøttes af et studie, der ser nærmere på rådgivningen og samtalerne i headspace samt et studie, hvor omkostningseffektiviteten af indsatsen bliver kortlagt.
- Vores danske registre giver os en enestående mulighed for at foretage en god matching til en kontrolgruppe, bl.a. ved at bruge trivselsundersøgelser fra skoleforløb. Hermed kan vi undersøge, om headspace har en plads i det forebyggende arbejde, hvilket også vil give vigtig viden ind i den globale forebyggelse, siger Lene Eplov.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.