Mange kommuner holder i disse uger hånden under foreningslivet. Det oplever man hos Foreningen for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI. Her er formand Charlotte Bach Tomassen glad for støtten.
- Vi oplever heldigvis, at flere kommuner går forrest og sikrer, at de kan blive ved med at stille den basisøkonomi til rådighed, som de er vant til at stille til rådighed for vores mange tusinde lokalforeninger, siger hun.
Udskudte og fremrykkede betalinger
Ifølge DGI er tiltagene forskellige alt efter den lokale kontekst.
Eksempelvis har skoler fremrykket deres betaling af faciliteter. Andre steder har man udskudt betalinger eller udbetalt særlig driftsstøtte til foreningerne.
Det er blandt andre København, Varde, Odense og Slagelse kommuner, som har vist konkrete initiativer.
- Det er helt enormt vigtigt for at skabe stabilitet i vores foreninger, som er helt afgørende i den situationen, de står i lige nu med aflysning efter aflysning og ingen foreningsaktivitet overhovedet, siger Charlotte Bach Tomassen.
DGI har - ligesom andre foreninger - måttet aflyse alle arrangementer på grund af udbruddet af coronavirus i Danmark.
Alene i marts påvirkede aflysningerne omkring 150.000 gymnaster og publikummer, der ventedes at deltage i de planlagte opvisninger. Aflysningerne gælder indtil videre til og med april.
Hjælp til tomme aftenskoler
Tidligere på ugen blev et flertal i Folketinget enige om en hjælpepakke til kulturlivet, som blandt andet har givet kommunerne mulighed for at udbetale folkeoplysningstilskud til foreninger, selv foreningerne ikke har kunnet afholde deres planlagte aktiviteter.
Der er tale om en opfordring til kommunerne og ikke en forpligtelse. Derfor håber Charlotte Bach Tomassen, at andre kommuner vil følge trop med hjælp til foreningslivet.
- Jeg håber, arbejdet er i gang (i kommunerne, red.). Men vi må også bare konstatere, at tiden går rigtig stærkt. Kommunerne har rigtig mange opgaver - og det siger jeg med ren anerkendelse til den ledelse, der sidder ude i hvert enkelt kommune.
- Her er det selvfølgelig helt vildt vigtigt, at man ikke glemmer det lokale fritids- og foreningsliv. For det er vigtigt, at kommunerne går forrest, og at de tager medansvar for at have en god dialog med deres lokale foreninger, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.