Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm blev i marts bedt om at droppe embedsmændenes grundprincip om rimelighed og i stedet anerkende regeringens 'ekstreme forsigtighedsprincip'. Sådan lød budskabet fra Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels i en mail den 14. marts til Søren Brostrøm.
Det skriver flere medier, der er i besiddelse af mailen, herunder Politiken. I mailen skriver Okkels, at Statsministeriet er 'meget bekymret for, hvorfor vi tester så lidt'.
- Før du svarer, skal du forlade ansvaret for proportionalitet i anerkendelse af et ekstremt forsigtighedsprincip, afsluttes mailen.
To dage før mailen blev sendt, var der blevet vedtaget en hasteændring af epidemiloven. Den medførte, at Sundhedsstyrelsen fik frataget sin rolle som den myndighed, der vurderer det fagligt forsvarlige og rimelige i at skride til tvangsindgreb for at begrænse coronasmitten.
Forlade sin faglighed
Eksperter kalder over for Politiken mailens direkte besked til Søren Brostrøm for 'højst opsigtsvækkende'.
- Okkels beder Brostrøm om at forlade sin faglighed og vurdere et forslag ud fra et politisk ønske. Han skal håndtere krisen ud fra et ekstremt forsigtighedsprincip, siger Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved SDU, til Politiken.
Også Berlingske har fået aktindsigt i flere af myndighedernes mailkorrespondancer.
Ifølge Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved SDU, tyder det på, at regeringen har været 'langt mere bekymret for testkapaciteten end myndighederne'.
- Regeringen har simpelthen været skræmt, fordi den stod over for en ukendt fare. Derfor har man følt behov for at berolige befolkningen eksempelvis i forhold til test. Så uanset om det altså virker eller ej, har man villet signalere, at man gjorde noget, siger han til Berlingske.
Hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundheds- og Ældreministeriet har ønsket at kommentere historien over for Berlingske og Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.