Igen og igen har statsminister Mette Frederiksen (S) påpeget, at danskernes adfærd er helt afgørende for en yderligere genåbning af Danmark. Men et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at der er sket et fald i antallet af danskere, som følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Studiet har undersøgt tre typer af adfærd. Hvor tit folk vasker hænder, om de undgår forsamlinger på flere end ti personer og den selvoplevede regelfølge. Resultatet viser, at danskerne umiddelbart efter nedlukningen af landet den 13. marts var gode til at følge reglerne. Sidenhen er det dog gået ned ad bakke. Michael Bang Petersen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, er en af forskerne bag. Han kalder tendensen for uhensigtsmæssig.
- Vi kan jo se på alle tre parametre, at der sker en hastig stigning i regelfølgen efter nedlukningen. Folk retter hurtigt ind, og det når et toppunkt omkring 23.-25. marts. Derfra begynder det langsomt at gå ned ad. Skiftet sætter ind omkring der, hvor smittetallene begynder at vende i Danmark. Det virker, som om der kommer en metaltræthed i befolkningen, og langsomt slækker man grebet, siger Michael Bang Petersen.
Plads til forbedring
Dataene er indsamlet af Epinion. Projektet vil køre videre året ud, men de foreløbige resultater indikerer altså, at der er plads til forbedring. Statens Serum Institut, SSI, har regnet på en række forskellige scenarier, alt efter hvordan folk opfører sig den kommende tid.
Selv hvis folk begynder at slække en del på forholdsreglerne, og vi åbner en række erhverv, vil smitten kunne holdes under kontrol. At folk slækker i den grad, undersøgelsen viser, vil da heller ikke ødelægge alt, erkender Michael Bang Petersen. Men der er stadig grund til bekymring.
- Det er ikke et dramatisk skift, men det er en langsom udhuling. Det er ikke hensigtsmæssigt ud fra et åbningsperspektiv, at vi ser de her tal, inden vi egentlig har åbnet for alvor. Derfor er der selvfølgelig en frygt, og det er også det, Statens Serum Institut har sagt i forbindelse med yderligere genåbning, siger Michael Bang Petersen.
Langsommere genåbning
Ifølge Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, må danskerne nu gøre op med sig selv, om de vil være skyld i en langsommere genåbning.
- Folk må forstå, at hvis de blæser på det her, betyder det måske, at det næste liberale erhverv ikke kan åbne. Det koster noget. Vi klipper i kreditkortet, hver gang det sker, siger Jens Lundgren.
Den negative tendens viser sig i en tid, hvor skoler og daginstitutioner langsomt åbner. Fra mandag den 20. april vil en række liberale erhverv - herunder frisører - kunne åbne igen. Ugen efter vil landets domstole åbne. Fra både Jens Lundgren og Michael Bang Petersen lyder derfor en klar bøn til danskerne: Vær varsom under coronakrisen.
- Det, der sker nu, er, at vi går over i en ny fase. Tidligere har regeringen kunnet styre vores adfærd igennem meget hård regulering. Nu går vi mod svenske tilstande, hvor befolkningen får en større frihed. Men med den frihed kommer altså også et større ansvar, siger Michael Bang Petersen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.